Tilbagegangen for SF betyder, at Enhedslisten er i spil til en plads i Folketingets Præsidium. Per Clausen ventes at blive kandidat, og han har flere idéer på blokken.

Lidt mere end 20 år efter, at Enhedslisten gjorde sin entré i Folketinget, er partiet nu for første gang i spil til en plads i Folketingets øverste ledelse, præsidiet.

Onsdag ventes partiet at pege på den erfarne Per Clausen (Ø) som kandidat, og han melder sig parat til at løse opgaverne i præsidiet.

»Man kan påvirke den måde, debatterne kører på i Folketinget, og det kunne være interessant at være med til. Vi er generelt af den opfattelse, at de beslutninger, der træffes i præsidiet, har stor betydning for, hvordan arbejdet i Folketinget fungerer,« siger Per Clausen.

Partiet er i spil til en plads i præsidiet, efter SF har måttet sig farvel til flere folketingsmedlem efter intern uro. Dermed deler de to nu partier pladsen som tingets femtestørste parti og retten til posten som fjerde næstformand. Hvis de ikke kan blive enige om, hvem der skal have pladsen i præsidiet, vil det foregå ved lodtrækning.

I dag er det SF-veteranen Anne Baastrup (SF), der sidder på den femte og sidste plads i Folketingets Præsidium.

En af de mere formelle opgaver som medlem af præsidiet er at tage imod Dronningen og resten af kongehuset ved Folketingets åbningsdebat. Det kunne umiddelbart godt ligne et dilemma for en republikaner som Per Clausen, men sådan ser han ikke på det.

»Hvis det handler om at hilse pænt på gæster, der kommer en gang om året, så gør vi det. Det kan godt være det er imod vores vilje, at de bliver inviteret, men vi ville jo ikke gå efter en plads i præsidiet, hvis der var funktioner, vi på forhånd ikke kunne udfylde,« siger Per Clausen.

Skulle det lykkedes venstrefløjspartiet at få en plads i præsidiet, har man allerede flere ideer på blokken.

»Enhedslisten kunne godt tænke sig at udvikle Folketingets arbejde med ministerkontrol. Vi mangler noget, der kan supplere de nuværende samråd. Lige nu er der ikke noget imellem et samråd og en rigsretssag i ministerspørgsmål, og der så vi gerne, at der kom høringer, som kunne udvide Folketingets mulighed for at kontrollere regeringsmagten,« siger Per Clausen, der også ønsker en mere folkelig inddragelse i lovgivningsprocessen.

En plads i præsidiet medfører automatisk en plads i kontroludvalget, der fører tilsyn med landets efterretningstjenester. Det kunne Enhedslisten godt tænke sig at være med til.

»Vi vil arbejde for større åbenhed og gennemskuelighed. Og der er ingen tvivl om, at der har været en alt for stor trang til at forsvare PETs interesser i stedet for at forsvare borgernes rettigheder,« siger Per Clausen.

Kontroludvalget består ligesom Folketingets præsidium af fem folketingsmedlemmer. Den hidtidige praksis har været, at partiet har udpeget to folketingsmedlemmer til at varetage de to hverv.