Statsministeren skal finde sammen med Enhedslisten, SF og DF om en ny og bedre dagpengeaftale, opfordrer Enhedslisten.

DF og SF er lørdag gået med i en fælles aftale med Enhedslisten om at stemme for en halvering af, hvor lang tid man skal arbejde for at have ret til dagpenge. Dermed er presset for at finde en løsning lagt over på statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), der opfordrer Socialdemokraterne til at række hånden ud.

»Aftalen giver jo parlamentariske muligheder for, at vi faktisk kan forbedre dagpengesystemet efter et valg. I går (fredag red.) opfordrede vi SF og DF til at tilslutte sig en fælles dagpengeaftale, som vil forpligte de to partier på at stemme for en kortere genoptjeningsperiode og finde den nødvendige finansiering. Derfor er det jo også godt, at de har fulgt den opfordring,« siger hun i en pressemeddelelse.

Ifølge Johanne Schmidt-Nielsen burde statsministeren udnytte den nye alliance til at lave et forbedret dagpengesystem uden de Radikale.

»Tidligere har Socialdemokraterne selv meldt ud, at aftalen med de Radikale kun holder valgperioden ud, og at Socialdemokraterne efter et valg er frit stillet til at afsøge et andet flertal og ikke er bundet af dagpengekommissionens kommissorium,« siger hun.

»Lad ikke DF slippe af sted med et valgkamps-paradeforslag med Pia Olsen Dyhr (SF), men tag dem på ordet og brug flertallet til forbedringer for vores fælles dagpengesystem,« opfordrer hun.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har meldt ud, at hun ikke ønsker at bruge flere penge på dagpengesystemet. Ligesom hun ikke mener, at det opsigtsvækkende parløb vil gøre det sværere for en kommende statsminister at lave en dagpengeaftale.