Enhedslisten kræver som del i forhandlingerne om finansloven, at der sættes flere penge af til opkøb af dårlig landbrugsjord, som skal laves til naturjord.

Regeringen lægger i sit oplæg til en ny finanslov op til, at der afsættes penge til at opkøbe dårlig landbrugsjord for at skabe naturjord. Men beløbet er for lille, mener Enhedslisten. Det skriver Politiken.

»Der er tale om en helt utilstrækkelig indsats, så jeg håber, at vi kan finde penge til at udvide den,« siger Enhedslistens miljøordfører, Per Clausen (Ø).

At omdanne dårlig landbrugsjord til naturjord ses af mange som en miljøvenlig investering på flere planer, da det giver mere natur, mindre CO2-udledning og en bedre samfundsøkonomi.

Regeringen har i dens finanslovsudspil afsat 165 millioner kroner fra 2014 til 2017, hvoraf 79 millioner kommer fra EU. Det skal gå til at købe op til 25 kvadratmeter landbrugsjord, skriver Politiken.

Det mener Danmarks Naturfredningsforening er alt for lidt, og foreningen peger samtidig på, at regeringen for nylig halverede de 500 kvadratmeter randzoner ved de danske åer, som den tidligere regering indførte.