Enhedslisten vil have regeringen til at forklare, hvorfor den siger nej til at indskrive internationale konventioner i dansk lovgivning.

Regeringen er på afveje, når den siger nej til at indskrive en række internationale konventioner i dansk lovgivning, som et regeringsnedsat udvalg ellers har anbefalet.

Meldingen kommer fra Enhedslisten efter Informations historie om, at justitsminister Mette Frederiksen (S) ikke vil inkorporere eksempelvis konventioner om børn og handicappedes rettigheder i dansk lovgivning.

»Jeg synes, det er rigtig, rigtig trist. Der er ingen tvivl om, at især børnekonventionen og handicapkonventionen ville have betydet rigtig meget for børn og deres rettigheder samt for mennesker med handicap,« siger retsordfører Pernille Skipper (Ø).

Hun mener, at selv om snakken om konventioner kan lyde teknisk, så ville det have en synlig betydning for den enkeltes hverdag, hvis de skrives ind i dansk lovgivning.

»Grundlæggende ville det jo have betydet et øget fokus på de grundlæggende rettigheder, når kommunerne konkret skal træffe beslutninger, og domstolene konkret skal fortolke lovgivning,« siger hun.

Justitsminister Mette Frederiksen begrunder regeringens beslutning i en skriftlig kommentar til Berlingske Nyhedsbureau:

»Som der også er givet udtryk for i udvalgets betænkning, vil inkorporering indebære en risiko for en forskydning af kompetence fra Folketinget og regeringen til domstolene. Og det er for regeringen vigtigt at fastholde de folkevalgtes ansvar for overholdelsen af vores internationale forpligtelser.«

Pernille Skipper mener, der er en god grund til, at Mette Frederiksen udtrykker sig så kortfattet om beslutningen.

»Jeg tror godt, at regeringen er klar over, hvor meget det her har betydet for mange organisationer, der arbejder med menneskerettigheder og børnerettigheder, så jeg kan godt forstå, at hun går stille med dørene. For der er bestemt ikke noget at fejre eller være stolt af,« siger hun.

Pernille Skipper bebuder, at Enhedslisten vil have Mette Frederiksen til at sige flere ord om sagen.

»Der er ingen tvivl om, at ministeren kommer til at svare på, hvad der er sket - ikke mindst fordi regeringen tidligere har lovet at inkorporere i hvert fald børnekonventionen, så vi må have en forklaring på, hvad der er sket,« siger retsordføreren.