Der er basis for at lave en bred energiaftale med blandt andre Venstre, lyder udmeldingen fra Enhedslistens gruppeformand.

I sidste uge beskyldte Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, regeringen for at svigte sine valgløfter, fordi den justerede sit energiudspil for at komme Venstre i møde. I dag lyder der nye toner fra Per Clausen.

- Vi er klar til en aftale - også selv om den rummer Venstre. Vi har selvfølgelig nogle indholdsmæssige krav, og vi er da utilfredse med, at regeringen giver indrømmelser til Venstre. Men regeringen lægger altså stor vægt på at få Venstre med, og så må vi se på, hvordan vi får det bedste ud af det, siger Per Clausen til dagbladet Information.

De mere forsonlige toner fra Enhedslisten kommer i kølvandet på samtaler, som partiet har haft med klima- og energiminister Martin Lidegaard (R). Her har ministeren - ifølge Per Clausen - givet indtryk af, at der ikke er så langt mellem Enhedslisten og de borgerlige.

Hos Venstre har man svært ved forestille sig et forlig, som både de borgerlige og Enhedslisten lægger stemmer til.

- Når jeg ser på Enhedslistens generelle udmeldinger på energiområdet, herunder om biomasse og økonomi, så tror jeg, at det bliver meget svært at lave en aftale, der også omfatter Enhedslisten, siger energiordfører Lars Christian Lilleholt (V) til Information. Han understreger, at en aftale ikke er på trapperne.

- Jeg er i løbende god dialog med regeringen, men vi er meget, meget langt fra, at der kan laves en aftale, siger Lars Christian Lilleholt.