Forud for efterårets finanslovforhandlinger er Enhedslisten klar med et udspil, der skal mindske uligheden i samfundet.

Enhedslisten er klar med et nyt udspil mod ulighed i samfundet, hvor partiet blandt andet foreslår en annullering af dagpengereformen. Det siger socialordfører Pernille Skipper (Ø) til TV 2 News.

»Vi har et meget omfattende udspil. Det, der er det vigtigste budskab, er, at det er en politisk beslutning. Vi skal have den store ulighed gjort mindre,« siger hun.

Udover at sløjfe dagpengereformen foreslår Enhedslisten ifølge TV 2 News også et økonomisk løft af de fattigste borgere og en hårdere beskatning af kapitalindkomster, høje indkomster og formuer. Også uligheden i velfærden og på boligmarkedet bliver adresseret i udspillet.

De laveste indkomster rækker nemlig ikke til boligpriserne i landets store byer, mener Enhedslisten, der derfor vil have ændret planloven, så kommunerne kan øremærke byggegrunde til alment boligbyggeri og sælge grunde under markedsværdi.

Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) siger til Politiken:

»Vi har i den grad brug for flere billige boliger, ikke mindst i storbyerne. I dag er det stort set umuligt for de almennyttige boligselskaber at bygge i de store byer, fordi grundene bliver købt af private bygherrer, der bygger dyre ejer- eller lejeboliger«.

Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), siger ifølge tv2.dk, at han er enig med Enhedslisten i, at Danmark skal være »et stærkt solidarisk velfærdssamfund«.

Boligminister Carsten Hansen (S) vil ifølge Politiken ikke tage stilling til Enhedslistens forslag før finanslovforhandlingerne går i gang.