Den græske folkeafstemning kan få konsekvenser for hele Europa, siger Enhedslistens Nikolaj Villumsen. Han rejser til Grækenland for at deltage i nej-sidens slutspurt.

Nikolaj Villumsen (Ø), Enhedslistens EU- og udenrigsordfører, rejser fredag til Grækenland for aktivt at støtte nej-kampagnen frem mod folkeafstemningen på søndag, hvor grækerne skal tage stilling til kreditorernes krav om reformer og besparelser.

Nikolaj Villumsen anbefaler - ligesom den græske regering med premierminister Alexis Tsipras i spidsen - et nej.

»Jeg støtter grækernes ret til at træffe en demokratisk beslutning og sige nej til EUs afpresning. Folkeafstemningen har skabt vrede i EUs politiske elite, men jeg synes, det er både fornuftigt og demokratisk at lade befolkningen bestemme sin egen fremtid,« siger han.

Spørgsmål: Hvad er dit svar til folk, der mener, at vi fra dansk side skal blande os uden om et græsk anliggende?

»Konflikten mellem Grækenland og EU handler helt grundlæggende om demokrati. Om det skal være Bruxelles, der skal bestemme hen over hovedet på befolkningerne, eller vi som borgere i Europa skal have lov til at bestemme vores egen fremtid,« siger Nikolaj Villumsen.

Han mener, at afstemningen kan få store konsekvenser for både grækerne og resten af Europa.

»Befolkningerne i Spanien, Irland og andre hårdt kriseramte EU-lande står på spring til at gå i grækernes fodspor og fravælge sparepolitikken ved de kommende valg. EU prøver at skræmme disse befolkninger ved at straffe grækerne. Den afpresningspolitik er fuldstændig uacceptabel,« siger han.

Nikolaj Villumsen får selskab på turen af EU-debattør Tobias Clausen. De to deltager blandt andet i en stor nej-demonstration i Athen fredag eftermiddag.