Enhedslisten kalder den tyrkiske regerings forklaring i Hedegaard-sagen for en røverhistorie og opfordrer Folketingets partier til at lægge pres på Tyrkiet.

Enhedslistens udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen (Ø), kalder den tyrkiske regerings forklaring i Hedegaard-sagen for en røverhistorie, og opfordrer til at Folketingets partier lægger pres på Tyrkiet ved at trække de danske NATO-soldater hjem fra Tyrkiet.

»Denne sag er jo en farce uden ende. Hvis et flertal i Folketinget slår sig til tåls med den røverhistorie så er det ganske enkelt fordi flertallet ikke ønsker at få et svar i sagen,« skriver Nikolaj Villumsen i en pressemeddelelse.

De tyrkiske myndigheder kommenterede onsdag for første gang offentligt den omstridte sag om løsladelsen af den mand, der er mistænkt for drabsforsøg på forfatteren Lars Hedegaard. Det skete på det tyrkiske udenrigsministeriums hjemmeside og i en besked til det danske udenrigsministerium.

I en oversættelse foretaget af Udenrigsministeriet fremgår det, at det var imod den tyrkiske regerings ønske, at Lars Hedegaards formodede attentatmand blev sat fri.

Udtalelsen er underskrevet af talsmanden for det tyrkiske udenrigsministerium. Han forklarer, at den drabsmistænkte var klar til udlevering, men efter en appel fra den mistænktes forsvar besluttede den tyrkiske domstol at løslade ham.

Men den forklaring køber Nikolaj Villumsen ikke.

»Det er klart at den tyrkiske regering gerne vil frikende sig selv ved at lægge skylden over på domstolssystemet. Men da Tyrkiet ikke er en demokratisk retsstat, er der ingen sikkerhed for at domstolsafgørelser ikke er politiske. Vi mangler stadig at få svar på om løsladelsen er i strid med Danmarks aftaler med Tyrkiet og om den har været en del af en fangeudveksling med ekstremisterne fra IS.

Jeg håber vi som minimum på Udenrigspolitisk Nævn i morgen kan blive enige om at trække det danske militære NATO-bidrag til Tyrkiet hjem. Det kan ganske enkelt ikke være rigtigt at Danmark skal understøtte en regering militært, som holdes os for nar og er under anklage for at holde hånden over IS,« siger Nikolaj Villumsen.