Finansministeriets beregning på, hvor meget det vil koste staten at halvere genoptjeningskravet, ændrer ikke på Enhedslistens holdning. Pengene må og skal findes, lyder meldingen.

»Hvordan fanden får vi økonomien til at hænge sammen?«.

Det spørgsmål er yderst relevant i forbindelse med Enhedslisten, SF og Dansk Folkepartis krav om at halvere genoptjeningskravet. Men det skal ikke nødvendigvis stilles, inden beslutningen bliver taget, mener Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl (Ø).

»Det her krav vil ikke sikre alle mennesker. Det her krav vil sammen med et par andre krav sikre alle de op mod 50.000, som har mistet retten til dagpenge. Dem skal vi have reddet. Det er målet med indsatsen, og så må vi sige bagefter: Hvordan fanden får vi økonomien til at hænge sammen?«.

Finansministeriet kom fredag på foranledning af Socialdemokraternes finansordfører, Jesper Petersen (S), med et overslag på, hvad det vil koste staten at halvere genoptjeningskravet, så ledige, der er røget ud af dagpengesystemet, kan komme tilbage i det efter 26 ugers arbejde i stedet for 52, som reglerne er nu. 600-800 millioner kroner er vurderingen.

Et anseeligt beløb, men ikke nok til at lukke munden på Christian Juhl.

»Nej, det er det ikke. Kravet er uændret og vigtigt, og derfor skal vi have det igennem finansloven. Og så må vi finde de penge, som Finansministeriet har regnet ud, at det koster,« siger arbejdsmarkedsordføreren.

Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen (S), mener kun, at Finansministeriets beregning er interessant, hvis man er ved at forhandle finanslov.

»Og det er jeg ikke. Og jeg er faktisk træt af, at hele den her diskussion omkring dagpenge udvikler sig til en talkrig, i stedet for at man forholder sig til den situation, der er omkring dagpengene.«

Spørgsmål: Så du har ingen mening om, hvorvidt 600-800 millioner kroner er meget eller lidt i den her sammenhæng?

»Nej, det har jeg ikke.«

Regeringen har ad flere omgange afvist at ændre på dagpengereglerne og har i stedet nedsat en dagpengekommission, som skal komme med anbefalinger til et nyt og bedre dagpengesystem senest i september 2015.