Vi fik ret i vores værste antagelser, lyder det, efter at Dong tilsyneladende er fordoblet i værdi.

København: Det vækker mere end forundring hos Enhedslisten, at Dong, to år efter at en del af selskabet blev solgt til Goldman Sachs, er blevet mere end dobbelt så meget værd.

Finansordfører Pelle Dragsted (EL) kalder det "tyveri ved højlys dag".

- Det er en skandale, siger han.

Dong blev i forbindelse med salget af en større aktiepost til Goldman Sachs i 2014 værdisat til 45 milliarder kroner. Torsdag er det kommet frem, at selskabet ved den kommende børsnotering er værdisat til mellem 83,5 og 106,5 milliarder kroner.

- Det viser, at vi havde ret i de værste antagelser, dengang man gennemførte kapitaludvidelsen med Goldman Sachs: At man solgte det alt, alt for billigt, siger Pelle Dragsted.

Han medgiver, at man godt kan glæde sig over, at staten, der stadig ejer en stor del af Dong, selvfølgelig også tjener på en høj værdisætning.

- Det ændrer ikke ved, at vi kunne have fået ti milliarder yderligere, hvis de ikke var havnet i lommen på Goldman Sachs.

- Men ud over det er det som at tisse i bukserne for at holde varme. Vi får en stor kapitalindsprøjtning til statskassen én gang, men det afkast, der kommer over de næste mange år, skal vi dele med udefrakommende aktionærer, siger Pelle Dragsted.

/ritzau/