Justitsminister Karen Hækkerup undlod at fortælle om vigtig del af udlændingesag, mener Enhedslisten.

Enhedslisten anklager justitsminister for at forsøge at fortie væsentlige oplysninger for Folketinget, skriver Politiken.

Da ministeren i marts skulle redegøre om en udlændingesag, der er endt med udvisning af en danskgift kvinde med et fireårigt barn, undlod Karen Hækkerup (S) at oplyse om den halvdel af sagen, der taler til kvindens fordel.

Der er tale om vildledning, mener Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø).

»Vi skal som folketingsmedlemmer kunne stole på svar, der bliver givet af en minister. Et halvt svar er ikke parlamentarisk redeligt. Det er også påfaldende, at det, der mangler i ministersvaret, er den del, der ikke giver myndighederne ret«.

Efter at Johanne Schmidt Nielsen har stillet en række nye spørgsmål til Karen Hækkerup, beklager justitsministeren nu i et nyt svar, at Folketinget ikke fik sagen ordentligt belyst.

»Det er meget sjældent, at Justitsministeriet direkte beklager, at de ikke har svaret fyldestgørende. Det viser sagens alvor,« siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Sagen handler om et dansk-pakistansk par, der er fætter og kusine. I 2006 blev de gift i Pakistan og fik i et par omgange afslag på, at kvinden kunne blive familiesammenført med sin mand, der er dansk statsborger født i Munkebo på Fyn, da myndighederne på det tidspunkt ikke opfattede ægteskabet som frivilligt.

Parret anlagde i 2009 sag ved byretten i Odense, da kvinden kom på besøg hos sin mand, men retten kom til samme konklusion: Ægteskabet var arrangeret.

Men kvinden forlod ikke landet, og året efter, da parret havde fået en søn, anlagde de på ny sag mod myndighederne, og nu blev dommen i byretten i Odense den modsatte.

»Det er godtgjort, at ægteskabet er indgået efter begges ønske, stod der i dommen.«

Byretten ophævede samtidig afslaget på familiesammenføring.

Men kvinden og hendes familie måtte dog alligevel forlade Danmark for fire måneder siden, fordi hun havde opholdt sig illegalt i Danmark, hvilket straffes med udvisning og indrejseforbud i to år

Karen Hækkerup undlod at fremlægge den anden byretsdom, der gav parret medhold, da hun for nogle måneder siden skulle redegøre for forløbet i Folketinget.

Justitsministeren siger til Politiken, at hun ikke i foråret var orienteret om dom nummer to, som folketingsudvalget nu har fået.