Engell vurderer: Det vil Thorning tale om i aften - og det vil hun IKKE tale om

Statsministeren gør klogt i at opridse regeringens samlede projekt i sin nytårstale efter et hårdt år for regeringen, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Det har været et hårdt år for regeringen med ministerudskiftninger, lave meningsmålinger og især et SF i modvind, og nu har statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) chancen for at udstikke en klar og præcis retning for regeringens politik i 2014.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Hans Engell forud for statsministerens nytårstale, der vises i TV onsdag klokken 19.15.

»Statsministerens nytårstale er den eneste gang om året, hvor hun har mulighed for at tale til et milliontal af vælgere. Den holdes på et tidspunkt, hvor regeringens meningsmålinger er matte, og hvor den har været igennem en turbulent tid, så Helle Thorning-Schmidt kommer til at bruge talen som en slags politisk kickstart på året. Jeg tror, hun kommer til at tegne et billede af, hvad regeringens samlede projekt består af,« siger han.

Her er de røde ønsker til Thornings nytårstale

Søs Marie Serup: Varsler Thorning et snarligt folketingsvalg i aften?

Thornings blev sidste år kritiseret for at være for ukonkret i sin nytårstale og for ikke at sætte en ny offensiv dagsorden for 2013.

»Jeg tror, hun vil være mere konkret i år. Hun bliver nok ikke helt offensiv, men hun vil højst sandsynligt benytte talen til at komme med en blanding af holdninger og værdier, ret og pligt og så det mere konkrete, hvor hun taler om temaerne i regeringens projekt,« vurderer Hans Engell.

Han regner med, at der især er to ting, der vil fylde meget i statsministerens tale.

»Hun kommer højst sandsynligt til at tale beskæftigelse, og så tror jeg, hun kommer til at tale EU. Hun kommer ikke til at røre ved hverken dagpenge eller kontanthjælp eller noget af det, der har kostet penge for borgerne, men hun kommer til at følge op på planerne for organiseringen af beskæftigelsesområdet,« spår Hans Engell og henviser til Carsten Koch og Beskæftigelsesrådet, der kommer med anbefalinger til en ændring af beskæftigelsesområdet i begyndelsen af året.

Her er de røde ønsker til Thornings nytårstale

Søs Marie Serup: Varsler Thorning et snarligt folketingsvalg i aften?

EU vil naturligt fylde i Thornings 15 minutter lange tale, vurderer han, da 2014 både byder på valg til Europa-Parlamentet og folkeafstemning om patentdomstolen. Derudover er der hele diskussionen om velfærdsturisme, som Hans Engell tror vil fylde meget i det kommende år.

»Og så kommer hun nok til at sige lidt mere om sine egne tanker om vækstplanen uden at gå for meget i detaljer, for så langt er regeringen ikke kommet i den sag. Hun vil helt sikkert også have nogle bemærkninger om, at vi nu går mod lysere tider, og at vi er på vej ud af krisen. Der vil være noget optimisme at spore hos hende i forhold til samfundsøkonomien og beskæftigelsen,« siger Hans Engell.

Læs også: