En ny måling viser, at hver femte dansker foretrækker Kristian Thulesen Dahl som statsminister. Det er ganske naturligt, mener politisk kommentator Hans Engell.

Det er en logisk udvikling baseret på de seneste måneders politik i Danmark, at hver femte dansker peger på Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl (DF) som deres foretrukne statsministerkandidat.

Det mener politisk kommentator Hans Engell, efter en ny måling, som Epinion har foretaget for DR Nyheder, viser, at 21 procent af de adspurgte peger på DF-formanden som statsminister, mens cirka lige så mange vil have Venstres Lars Løkke Rasmussen (V) til at stå i spidsen for regeringen.

»Thulesen Dahl er ren som sne. Der er hverken personsager, bilagssager eller noget negativt som klæber til ham. Hverken han eller Dansk Folkeparti begår særlig mange fodfejl, og de lever på en utrolig mediemæssig medvind,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Målingen er et udtryk for partiets politik, der falder i god jord hos danskerne i øjeblikket, og Thulesen Dahls rolige, underspillede gemyt, der grænser til enhver svigermors drøm,« siger han.

DR Nyheder skriver dog, at størstedelen af danskerne foretrækker Helle Thorning-Schmidt (S) på posten. 28 procent angiver hende som deres foretrukne statsminister, Det kan hun takke konkurrenten fra Venstre for, mener Hans Engell.

»Både Thulesen Dahl og Thorning kan takke Lars Løkke for de fine tal. Løkkes bilagssager har kostet ham umådeligt dyrt. Der er i hvert fald ikke mange, der tror på en ren Venstre-regering, som der ellers længe var tegning til. Men nu vil ingen af de blå partier bare forære nøglerne til statsministeriet til Lars Løkke,« siger den politiske kommentator.

Den analyse bakkes fint op af Epinions undersøgelse, der viser at vælgerne heller ikke har tiltro til at Venstre skal sidde på samtlige ministertaburetter. Kun fire procent ønsker en ren Venstre-regering, mens en VK-regering har opbakning fra otte procent.

Danskernes to foretrukne regeringskonstellationer er en regering bestående af Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti eller en V-DF-regering. De får begge to opbakning fra 14 procent af de adspurgte i målingen.

I det hele taget spår Hans Engell Dansk Folkeparti og Kristian Thulesen Dahl et rigtig godt folketingsvalg.

»Medvinden vil fortsætte til og med valget for DF. Socialdemokraterne begyndte inden sommerferien en kampagne mod Dansk Folkeparti, hvor de talte om økonomisk uansvarlighed og tulliarderne, men den kampagne har ikke rigtig rørt DF. Der skal et kæmpe fejlskridt til, hvis Dansk Folkeparti skal have et dårligt valgt, og det er der intet, der tyder på nu her,« siger Hans Engell.