Hele Det Konservative Folkepartis eksistens er på spil, mener Hans Engell, som højst giver partiet en frist på fire år til at finde fodfæste hos vælgerne igen.

Det er ved at være sidste udkald for De Konservative, hvis de ikke skal ryge helt ud af folketinget og forvises til historiebøgerne.

Der er nemlig hårde og ubarmhjertige tæsk til Lars Barfoed og Co. i en spritny meningsmåling fra Megafon.

Her stormer Enhedslisten med Johanne Schmidt-Nielsen frem, mens det ser helt anderledes dystert ud for det tidligere regeringsparti.

Målingen er en sand katastrofe for Det Konservative Folkeparti, som kun ville få sølle 2,7 procent af stemmerne, hvis der var valg i dag. Det er et fald på halvanden procent og et historisk lavpunkt.

TROR DU, AT DE KONSERVATIVE OVERLEVER DET NÆSTE FOLKETINGSVALG? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.



Og den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator, Hans Engell, lægger ikke fingre imellem, når han udlægger den nye måling.

- Megafonmålingen er en katastrofe for Barfoed og Det Konservative Folkeparti, for den føjer sig til andre målinger, som viser samme tendens. I et parti, der bevæger sig så tæt på spærregrænsen, der er nerverne på højkant. Nu er det ikke bare et spørgsmål om at blive større eller mindre. Nu er det hele partiets eksistens, det drejer sig om, siger han.

Engell hæfter sig især ved, at partiet for nogle måneder siden vedtog et nyt partiprogram og forsøgte at relancere partiet. En operation, som kommentatoren mener er mislykkedes.

- Det har ikke hjulpet. Så den er grim, understreger han.

I det nye år truer et kommunalvalg, som ifølge Hans Engell bliver et skæbnevalg for De Konservative.

- De Konservative har rigtig meget på spil. For selv om landsresultatet ikke er det samme som kommunalpolitik, så har det er afsmittende effekt, forudser han og peger på nuværende konservative højborge som Gentofte og Frederiksberg, der - måske - står for fald. 

- Så det er en meget, meget alvorlig situation, og der er ingen lette veje ud af det. Partiet har efterhånden ikke nogen politisk  platform, for det, Det Konservative Folkeparti tidligere kunne, det kan Venstre, Liberal Alliance og De Radikale lige så godt nu.

- Partiet er langsomt ved at uddø, og det er det, vi ser i den her måling, understreger Hans Engell.

Kun én chance tilbage
Han mener ikke, det er utænkeligt, at paritet ryger under spærregrænsen i en ikke alt for fjern fremtid. Det er dog ikke noget, der kommer til at ske ved det førstkommende valg, men går det dårligt for partiet ved næste folketingsvalg, kan det være et spørgsmål om tid, før de er historie i dansk politi, mener den politiske kommentator.

- Hvis de kommer ned på to, tre eller fire procent ved det kommende folketingsvalg, så har de én chance mere. De kan ikke overleve to valg, hvor de ligger nede omkring spærregrænsen. Hvis de klarer den næste gang, og det tror jeg, de gør, så har de en ny valgperiode, hvor de skal komme tilbage på banen, ellers risikerer de at ryge ud.

- De er nødt til at finde nye profiler. De er nødt til at etablere et andet politisk grundlag. Det er deres eneste chance, forudser Engel og tilføjer samtidig, at det er en proces, der kan komme til at tage år.

Endelig har han følgende gode råd til sit gamle parti:

- De skulle prøve at være et parti, der var lidt mere for almindelige mennesker, og lidt mindre for de rigeste.

Også Berlingskes politiske kommentator Thomas Larsen ser meget alvorlige tendenser i den seneste måling.

- Hvis Lars Barfoed ikke bliver en mere markant ambassadør og kommunikator for sit parti, så får de det meget svært. Så risikerer de, at det bliver en reel overlevelseskamp frem til næste valg, siger han.

Tror du, at De Konservative overlever næste folketingsvalg?
Deltag i debatten herunder.