Det socialdemokratiske folketingsmedlem Benny Engelbrecht (S) er blevet skatteminister og er dermed rykket frem i første række af dansk politik.

Men selv om han pludselig er blevet en af landets mest kendte politikere, regner han ikke med, at han vil blive en af de mest populære.

»Jeg forventer ikke at blive populær, for det er jo mig, der skal kradse pengene ind, så de andre ministre kan bruge dem,« siger Engelbrecht efter audiensen med kronprins Frederik på Amalienborg.

Han ser det som sin helt store opgave at skabe stabilitet på skatteområdet.

»Morten (Østergaard, red.) har gjort et godt forarbejde, som jeg glæder mig til at arbejde videre med. Der er meget at sætte sig ind i,« siger Benny Engelbrecht, der er den ottende skatteminister på fem år.

BNB