Hvis udligningsordningen skal moderniseres, må det ikke koste de hårdt beskattede borgere i Østdanmark mere, lyder det fra Venstres Jakob Engel-Schmidt.

Flere jyske borgmestre slutter sig ifølge Jyllands-Posten til kravet om at fjerne den særlige udlingningsordning for hovedstaden, der sender millioner af kommunale kroner mod København hvert år.

Det er dog ikke et forslag, der falder i god jord hos Venstres folketingsmedlem Jakob Engel-Schmidt (V), der også sidder i kommunalbestyrelsen i Lyngby-Taarbæk Kommune. Han beskylder provinsborgmestrene for at fremsætte ublu krav.

»Det nuværende krav er et fremragende eksempel på krævementalitet og manglende respekt for de mennesker, der hver dag må se deres skattekroner anvendt langt fra kommunegrænsen,« siger Engel-Schmidt i en skriftlig kommentar.

For Lyngby-Taarbæks vedkommende vil borgmestrenes krav ifølge Venstre-politikeren koste omkring 100 millioner kroner om året.

»Det kan ikke være rigtigt, at borgmestre fra både Socialdemokraterne og Venstre kan se sig selv i øjnene med et forslag, der medfører en skat på den sidste kommunekrone på mere end 90 procent og medfører en ringere serviceniveau i den betalende kommune end i den, der modtager,« siger han.

»Skal udligningsordningen moderniseres, må det ikke koste de allerede hårdt beskattede borgere i øst mere. Det må ske inden for den nuværende ramme,« fastslår Jakob Engel-Schmidt.

Blandt kritikerne af hovedstadsområdets særlige stilling i udligningsordningen er Aarhus-borgmester Jakob Bundsgaard (S).

»Det er en ordning, der har overlevet sig selv, og som i dag deler Danmark op i et A-og et B-hold, hvor det er ok at være en fattig kommune uden for hovedstaden, men hvor det ikke er ok at være en fattig kommune inden for hovedstaden,« sagde han forleden til Jyllands-Posten.