»Først kalder de Inger Støjberg for ”danskerluder”. Det reagerer hun ikke på. Men derefter begynder de at svine danske soldater til. De siger, de er terrorister og mordere. Det kan hun tydeligvis ikke lide at høre«

Sådan fortæller et nyt vidne til BT, der overværede optrinnet foran Q8-tankstationen ved Storebæltsbroen søndag aften. Venstres politiske ordfører Inger Støjberg blev verbalt overfaldet af fire fyre med indvandrerbaggrund, der beskrives som robuste og i 20'erne.

Vidnet, der ønsker at være anonym på grund af sin egen sikkerhed, havde lige købt et stykke chokolade og en kop kaffe ved 22-tiden, da han så Venstre-politikeren blev overfuset af fire højtrøstende unge mænd.

»Der var en meget utryg stemning. Ingen vidste, hvad de kunne finde på, når de var færdige med Inger Støjberg«, fortæller vidnet til BT.

»Det skete lige til højre for døren ind til tanken. Hun sagde til dem, at der ikke er nogen, der skal tale skidt om danske soldater, fordi de udfører et stort stykke arbejde. De tjener vores land og arbejder for fred i verden. De har hvert fald ikke gjort jer noget!«, husker vidnet, hvis fulde identitet, BT er bekendt med.

»Det eskalerer, da ham, der er mest hidsig. gentager sin pointe og hæver stemmen. Hvis ikke han havde haft de tre andre med sig, der var klogere end ham selv, så tror jeg, han havde overfaldet hende. De andre tre holder ham tilbage. De taler meget arabisk - også til hende«, fortæller vidnet.

Et andet vidne fortalte til BT tidligere, at optrinnet varede omkring 30 sekunder. Det nye vidne mener, at der gik i hvert fald fem minutter, inden Inger Støjberg forlod tankens parkeringsplads. Inden da fortsatte de fire mænd det verbale overfald ved politikerens bil, der holdt ca. 20 meter fra tankens indgangsdør.

»Til sidst søger Inter Støjberg ned mod sin bil, Det er der konfrontation fortsætter, fordi hun har et »støt danske soldater«-sløjfe på sin bil. Den mest hidsige af de fire mænd forsøger at ridse bilen med den. Inger Støjberg skubber til hans hånd, og siger, han skal lade være med at ødelægge bilen. Han sætter sig på knæ bag bilen, men jeg ved ikke, hvad han mente med det«, fortæller vidnet videre.

Da Inger Støjberg sætter sig ind i bilen, står den mest højtrøstende af de fire mænd oppe i hovedet på hende og råber »Bare vent til Islamisk Stat kommer!«. Og derefter: »Vil du være min valentine?«, med henvisning til datoen 14 februar, hvor Omar El Hussein dræbte to mennesker i København, og som samtidig er Valentines Day.

De fire mænd havde hver deres rolle, opfattede vidnet. Der er en, der fører an og er mest hidsig, en, der filmer optrinnet, en, der ikke siger noget, og endelig en, der undskylder sine kammeraters opførsel.