To kvindelige afdelingsledere fra Skat København leverede nye oplysninger på skattesagens sjette dag under afhøringer, der var både underholdende og dirrede af nervøsitet.

Ingen skal komme og sætte en finger på Inger Kirstine Sommer Hansens arbejde - end ikke en undersøgelseskommission. Sådan var fornemmelsen, da den markante afdelingsleder fra Skat København torsdag satte sig til rette i vidneskranken foran Skattesagskommissionen i Søborg.

Iført sort-hvide farver og et stort sjal om halsen lagde hun ud med en formaning til kommission, bisiddere og tilhørere.

- Man må jo ikke sladre om sager eller snage i sager.

Sagen her handler om, hvorvidt personer uden for Skat København i sensommeren 2010 forsøgte at påvirke afgørelsen af daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag.

Inger Kirstine Sommer Hansen er den første embedsmand, der har vidnet foran kommissionen i de nedlagte retslokaler i Søborg. Her fortalte Sommer Hansen, at hun efter en lang sommerferie i udlandet vendte hjem til Skat København i september og »fornemmede« noget omkring sagsbehandlingen af Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnocks skattesag, der var tæt på en afgørelse.

- Jeg spurgte Lisbeth Rasmussen (skattedirektør, red.): »Sig mig engang, hvad foregår der?« Og så sagde hun: »Er du sikker på, du vil vide det?«.

Mens Sommer Hansen var på ferie, havde direktøren for Skat København, Erling Andersen, holdt et møde med daværende departementschef i Skatteministeriet, Peter Loft, selvom departementet ifølge skatteforvaltningsloven ikke må blande sig i enkeltsager.

- Jeg kunne fornemme, at der havde været møder uden for huset. Men jeg tror, jeg har haft på fornemmelsen, at jeg skulle holde mig i uvidenhed. Det er også derfor, jeg ikke har læst aviser, sagde afdelingslederen, der flere gange fik smilet frem hos tilhørerne.

- Jeg har aldrig fået besked på at mene noget andet, end jeg gør, sagde Inger Kirstine Sommer Hansen bestemt, hvorefter kommissionens udspørger, Lars Kjeldsen - til stor morskab for salen - sagde, at han da også tror, det ville være svært at få hende til at gøre.

Anderledes trykket var stemningen, da kommissionsformanden indkaldte en anden afdelingsleder i Skat København, Hanne Dahl Kofod. Hun ankom i gråt jakkesæt og fortalte med nervøs stemme, hvordan hun i en kollegas »sidebemærkning« hørte, at både departementschefen og daværende skatteminister, Troels Lund Poulsen (V), ikke var tilfreds med Skat Københavns afgørelse af Thorning-parrets skattesag, der faldt 16. september 2010.

- Peter Loft var utilfreds med, at hans linjer ikke var kommet med, og ministeren var utilfreds med afgørelsen, sagde Hanne Dahl Kofod, der selv mente, at afgørelsen var, som den skulle være.

Kofod var med på et af de centrale møder den 30. august 2010, hvor tre medarbejdere fra Skat København, anført af skattedirektør Lisbeth Rasmussen, sammen med tre medarbejdere fra Skatteministeriet besluttede, at et krav om, at folk i Kinnocks situation højst må have været i udlandet i to til tre år for at undgå dansk skattepligt, var en fejl. Havde de ikke besluttet det, var Kinnock blevet dømt skattepligtig i afgørelsen.

Ifølge skatteeksperter er der tale om en klar praksisændring, men det afviste både Inger Kirstine Sommer Hansen og Hanne Dahl Kofod over for kommissionen torsdag.

- Jeg mener slet ikke, der er ændret praksis, det kan jeg slet ikke få øje på, sagde Sommer Hansen, der dermed går imod en af landets førende skatteeksperter, tidligere formand for Skatterådet, Lida Hulgaard.

Over for Berlingske har Hulgaard sagt, at »det er uomtvisteligt, at Skat laver praksis om på dette tidspunkt«.

Tidligere specialkonsulent i Skat København, Søren Hansen, skulle have vidnet torsdag, men det blev der ikke tid til - han måtte vige for de to kvinder, der tog scenen på Skattesagskommissionens dag seks.