Oppositionen vil have embedsmænd i Socialministeriet afhørt i sagen om Annette Vilhelmsens millionløfte til projektet »Stemmer på kanten«.

Ledende embedsmænd i Socialministeriet skal afhøres og pålægges at tale sandt i en kommende undersøgelse af forløbet, hvor socialministeren på en markedsplads i sommer lovede Lisbeth Zornig Andersen en million kroner, kræver Venstre med umiddelbar støtte fra Enhedslisten, der har de afgørende stemmer i forhold til ministerens fremtid i den prekære sag, skriver Jyllands-Posten.

Hos Enhedslisten medgiver socialordfører Finn Sørensen (Ø), at det kan virke »mistænkeliggørende« over for embedsmændene at pålægge dem at tale sandt, men siger, at der er behov for at få vendt alle sten.

»Som jeg har understreget flere gange, så skal det ikke hedde sig bagefter, at der var spørgsmål, som ikke blev undersøgt. Hvis det juridisk er muligt at bede om mundtlige udsagn fra embedsmænd, så er det også i orden med mig,« siger han i en skriftlig udtalelse til avisen.

Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) har foreløbig erklæret, at undersøgelsen af forløbet skal være »så transparent og korrekt som overhovedet muligt«, men Venstre vil nu have sikkerhed for, at embedsmændene bliver udspurgt om detaljer i forløbet.

Derudover vil partiet også sikre, at advokaterne bag undersøgelsen får adgang til al intern korrespondance, e-mails, referater af interne møder og udkast til referater af interne møder, og Enhedslisten er parat til at støtte det borgerlige ønske på dette område.

»Jeg er generelt bekymret og temmelig forundret over hele processen i ministeriet. Og det vil få mit bekymringsbarometer til at stige, hvis ministeren ikke også vil være med til at stille embedsmændene til rådighed og selvfølgelig præcisere, at de skal udtale sig sanddrueligt om forløbet,« siger Venstres Jakob Engel-Schmidt (V).

Få dage efter at have offentliggjort en pulje på en million kroner til socialt arbejde lovede Vilhelmsen den 29. august i sommer foran et tv-hold hele puljen til Lisbeth Zornig Andersen. Det skete med ordene »det er en million til dig!«, men på det tidspunkt havde Zornig ikke søgt puljen, og der havde ikke været ansøgningsfrist endnu.

Bare få dage senere blev puljen uden stor opmærksomhed fordoblet, og løftet gennemført, så Huset Zornig fik udbetalt præcist en millioner kroner som lovet.

Annette Vilhelmsen har beklaget sit løfte, men hævder, at den efterfølgende tildeling af millionen fra puljen skete på »fuldstændig lige vilkår« som tilsvarende ansøgere.