KØB PLUS!

Elbæks gøglerskole lever videre i Kulturministeriet

En tårevædet Uffe Elbæk overleverede torsdag nøglen til Kulturministeriet - og et gavekort til den omstridte gøglerskole - til den radikale partifælle Marianne Jelved. Kulturlivet hilser den erfarne minister velkommen.

Den gøglerskole, der var med til at spænde ben for kulturminister Uffe Elbæk (R), fik torsdag eftermiddag en hel central rolle, da Uffe Elbæk skulle give stafetten som kulturminister videre til sin efterfølger, Marianne Jelved (R).

Som gave fik Jelved nemlig et gavekort til et akrobatisk luftnummer på netop Akademiet for Utæmmet Kreativitet, AFUK.

- Hvad kunne være mere passende end et gavekort til et luftnummer på AFUK? Og hvis du mangler en date, så er jeg klar, sagde Uffe Elbæk, efter han af sine medarbejdere var blevet hyldet som »et ærligt og åbent menneske« i »gummisko og T-shirt«.

Med gavekortet satte Uffe Elbæk et ironisk punktum for den kritik, der siden fredag er haglet ned over ham, efter det kom frem, at han i sin tid som minister har brugt 180.000 kroner på i alt fem politiske arrangementer på AFUK, hvor hans mand arbejder som skolesekretær, og hvor han selv tidligere har siddet i bestyrelsen.

Selv om både den radikale leder, Margrethe Vestager, og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har udtrykt tillid til kulturministeren, valgte han onsdag selv at træde tilbage.

- Jeg synes, at det regeringsprojekt, vi har i forhold til at få Danmark til at blive et meget mere solidarisk, bæredygtigt og klogt samfund, er langt vigtigere end hvem, der sidder som kulturminister, selvom jeg ved Gud har elsket mit job, sagde Uffe Elbæk, da han kom ud på Amalienborg Slotsplads efter at have været en tur forbi prins Joachim for formelt at sige farvel til sin ministertitel.

- Der starter et nyt kapitel i morgen. Det gør der også for Marianne Jelved og for kulturen, sagde han.

Marianne Jelved ser frem til at overtage ministeriet. Hun kalder kultur det, »der binder os sammen«.

- Kultur rummer alt det, vi er rundet af. Kulturen udgør det, der kitter os sammen som nation, sagde hun ved overdragelsen af Kulturministeriet.

Uffe Elbæk selv er »jublende lykkelig« over, at hans efterfølger bliver den erfarne politiker med håndtasken. Det samme er meldingen fra flere sider af det danske kulturliv.

- Det er dejligt, at vi igen får en erfaren politiker, der kan spille på det politiske klaver og har indsigt, kendskab og tæft. Jeg ønsker og håber, at Marianne Jelved vil arbejde på at få sat kulturen på den politiske dagsorden, siger Jens Erik Sørensen, direktør på kunstmuseet Aros, til Berlingske Nyhedsbureau.

Samme toner kommer fra direktøren for Trapholt i Kolding, Karen Grøn.

- Elbæk kommer ud af kulturmiljøet og har på den måde været farvet af, hvor han kommer fra. Der er Jelved en politiker, der kender det politiske håndværk fra A til Z. Jeg har en forventning om, at hun kan skabe nogle resultater og kan få landet nogle aftaler, siger hun.

Også Margrethe Vestager fremhæver Marianne Jelveds erfaring.

- Marianne er en meget erfaren dame, når det kommer til det parlamentariske, men også i forhold til hele vores samfunds måde at være og fungere på. Jeg synes, hendes indlevelsesevne og retningssans er særdeles velanbragt på kulturområdet, siger hun.