Efter et møde med kulturminister Uffe Elbæk (R) har Enhedslistens kulturordfører valgt at kalde ham i samråd om sagen om muligt overforbrug og nepotisme.

Kulturminister Uffe Elbæk (R) slipper ikke for at forklare, hvorfor han har brugt 180.000 kroner på fem arrangementer på uddannelsesstedet Akademiet for Utæmmet Kreativitet (AFUK), hvor han selv har siddet i bestyrelsen, og hvor hans mand, Jens Pedersen, er ansat.

Det står klart, efter at Enhedslisten kulturordfører, Jørgen Arbo-Bæhr, har kaldt Elbæk i samråd om sagen efter et møde mellem de to politikere lørdag eftermiddag.

- Jeg sagde til kulturministeren, at uanset hvad han forklarer, så skal vi have en officiel og offentlig forklaring på det. Derfor indkalder jeg ham i samråd, hvor alle kan finde ud af, hvad han har gjort, og hvad han har som forsvar for, at han har lavet så mange arrangementer på én kulturinstitution, siger Jørgen Arbo-Bæhr til Berlingske Nyhedsbureau.

- Inden samrådet skal vi have en redegørelse, og jeg sagde til ham, at det bør gå stærkt, og det var han enig i. I dag prøvede han blot at forklare sig lidt. Jeg synes stadig, der er noget mystisk ved sagen, tilføjer Enhedslistens kulturordfører.

Tidligere har ministeren fået kritik for, at AFUK som det eneste nye initiativ på kulturområdet fik en bevilling på seks millioner kroner.