Regeringsprojektet er vigtigere end hvem, der sidder som kulturminister, siger Uffe Elbæk.

Der er mange måder at være politiker på, og Uffe Elbæk har sin egen.

Sådan lød det fra den radikale - nu tidligere kulturminister - efter han havde været til audiens hos prins Joachim og formelt opgivet sin post som kulturminister.

- Jeg synes, at det regeringsprojekt, vi har i forhold til at få Danmark til at blive et meget mere solidarisk, bæredygtigt og klogt samfund, er langt vigtigere end hvem, der sidder som kulturminister, selvom jeg ved Gud har elsket mit job, siger Uffe Elbæk, der med egne ord er jublende glad over, at det er den radikale Marianne Jelved, der overtager posten efter ham.

Efter flere dages massiv kritik af sit tætte forhold til Akademiet for Utæmmet Kreativitet, valgte Elbæk onsdag at trække sig fra posten som kulturminister.

Uffe Elbæk er blandt andet blevet kritiseret for at være mere kaospilot end politiker, men det er noget vrøvl, siger den nu tidligere minister.

- Jeg er politiker helt ind i kernen af mig selv, og det har jeg været i 30 år. Folk glemmer, at jeg jo på alle måder har været et politisk aktivt menneske og har siddet i forskellige positioner, hvor jeg har skullet træffe politiske beslutninger, siger han.

- Der er mange måder at være politiker på, og jeg har min måde at være politiker på, siger han.

Uffe Elbæk glæder sig til at fortsætte i den radikale folketingsgruppe.

- Der er et nyt kapital, der går i gang i morgen, og jeg glæder mig til at fortsætte med at være en del af den radikale gruppe. Jeg holder jo simpelthen så meget af mine gruppekollegaer. Der starter et nyt kapital i morgen. Det gør der også for Marianne Jelved og for kulturen, siger han.