Klimaministeren må svare på, hvorfor der er blevet opsat kriterier, der udelukker almennyttige fonde fra at byde ind på ejerskabet af havvindemølleparker, siger Enhedslisten.

De har selv kaldt det for »en ny DONG-sag«. Og nu kan to almennyttige fonde glæde sig over politisk opbakning til en klagesag mod Klima- og Energiministeriet fra et af de partier, der for alvor har ledt an i sagen om salget af aktier i energiselskabet til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

For hos Enhedslisten er klimaordfører Per Clausen (Ø) temmelig fortørnet over, at det tilsyneladende er svært for almennyttige fonde at byde ind på store havvindmølleprojekter herhjemme. Staten har nemlig opstillet det kriterium, at eventuelle budgivere skal have en årlig omsætning på minimum fire milliarder kroner for at kunne komme i spil som ejere.

»Enhedslisten vil under ingen omstændigheder acceptere, at almennyttige fonde forhindres i at byde på kystnære havvindmøller. Det er ikke acceptabelt, at Energistyrelsen har opstillet krav, der betyder, at det kun er store, multinationale selskaber, der kan byde på disse møller,« siger Per Clausen.

De to fonde, Fonden Ærøs Vedvarende Energipulje og Wind People, meddelte tirsdag, at de har i sinde at klage til ministeriet over kriterierne, som de finder konkurrenceforvridende.

Fondene har fået besked om, at deres bud på ejerskabet af de 350 megawatt kystnære havvindmøller, der skal stå færdige i 2020, er blevet afvist, da fondene ikke indfrier kriteriet om en årlig omsætning på fire milliarder kroner.

»Derfor vil vi anlægge en sag mod Energiministeriet, fordi vi mener, at udbudsreglerne er konkurrenceforvridende og strider imod EUs udbudsdirektiv. Det er simpelthen uacceptabelt, at et folkeligt bud bliver sat ud af spillet,« lød det tirsdag fra Lea Vangstrup, der er direktør i Wind People.

»Det vil kun være en lille, eksklusiv klub af meget store selskaber, der vil blive tilgodeset. Der er simpelthen tale om en ny DONG-sag,« sagde hun.

Per Clausen frygter ligeledes, at man med kriterierne svækker den folkelige opbakning til de store havvindmølleparker, der spiller en central rolle i bestræbelserne på, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer.

»Vi har brug for mere - ikke mindre - folkeligt engagement i vindkraftudbygningen i Danmark, hvis vi skal sikre den folkelige opbakning. Desværre er dette ikke det eneste eksempel, vi har på, at det kræver politisk kamp at sikre plads til folkeligt engagement i udbygningen med vindkraft,« siger Per Clausen.

Han garanterer, at Enhedslisten efter et valg vil tage sagen op med klima- og energiministeren.

Energistyrelsen og Klima- og Energiministeriet oplyste tirsdag, at man på nuværende tidspunkt ikke kan kommentere sagen.