Enhedslisten har succes i skyggen af den røde bloks tilbagegang. Johanne Schmidt-Nielsen mener, at regeringen bør tage ved lære af støttepartiet.

Socialdemokraterne er i knæ og Socialistisk Folkeparti styrtbløder, men for det tredje parti på venstrefløjen, Enhedslisten, er meningsmålingerne en fest.

Gallups politiske indeks giver 11,1 procent af stemmerne og 20 mandater til regeringens støtteparti, der for blot få år siden lå og balancerede på kanten er spærregrænsen.

Succesen skal dog ses i lyset af, at rød blok samlet står til at tabe magten til oppositionen, hvis der var valg i dag. Derfor læser Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, den nye Gallup-måling med blandede følelser.

- Jeg synes generelt, at vi ligger ret flot. Men jeg ville naturligvis ønske, at den samlede røde blok stod stærkere, siger Johanne Schmidt-Nielsen, der mener, at regeringspartierne kan hente inspiration i Enhedslistens succes.

- Jeg tror, at regeringen samlet set har behov for at komme tættere på det, som man gik til valg på, nemlig et mere solidarisk samfund. Når man laver en blå skattereform og tager fra dem, der har mest, ligger man et stykke fra udgangspunktet, og det bliver man straffet for, konstaterer hun.

EL-ordføreren opfordrer regeringspartierne til at opgive flirteriet med de borgerlige og indgå en rød finanslovsaftale med Enhedslisten.

- Mange har en forventning om, at en socialdemokratisk ledet regering tager ansvar og finder en løsning for de mange tusinde danskere, der står til at falde ud af dagpengesystemet. Det er ikke en urimelig forventning at have, siger Johanne Schmidt-Nielsen.

Mens SRSF-regeringen og Enhedslisten står til samlet 46,6 procent af vælgerne ifølge Gallup-indekset, får Venstre, de Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance tilsammen 53,3 procent af stemmerne og ville således vinde en komfortabel valgsejr, hvis der var folketingsvalg i dag.