Den seneste drejning i Zornig-sagen er påstand mod påstand, mener Enhedslistens socialordfører, der ser frem til den uvildige advokatundersøgelse.

Var det en uskyldig misforståelse eller aftalt spil, da socialminister Annette Vilhelmsen (SF) for rullende kameraer »lovede« Lisbeth Zornig Andersen og Huset Zornig en million kroner til projektet Stemmer på Kanten?

Det er stadig et åbent spørgsmål, mener Enhedslistens socialordfører, Finn Sørensen (Ø). Han afviser, at man kan drage endegyldige konklusioner på baggrund af artiklen i søndagens Jyllands-Posten, hvor Mikael Lindholm, partner i Huset Zornig, slår fast, at man var blevet lovet millionen fra socialministeren.

»Ministeren har fortalt, at det var en misforståelse, så foreløbig er det påstand mod påstand,« siger Finn Sørensen.

»Derfor er jeg glad for, at der nu iværksættes en uvildig advokatundersøgelse, så vi kan komme til bunds i sagen. De spørgsmål, der stilles i Jyllands-Postens artikel, skal naturligvis belyses, men jeg synes ikke, den bidrager med så meget nyt,« siger han.

Socialordføreren medgiver, at udtalelsen fra Mikael Lindholm, der privat er gift med Lisbeth Zornig Andersen, kaster et uheldigt lys over socialministeren.

»Men omvendt trækker det i den anden retning, at ministerens særlig rådgiver dagen efter, at løftet blev afgivet, ringede til Huset Zornig og fortalte, at der var tale om en misforståelse og at pengene endnu ikke var deres,« siger Finn Sørensen.

»Det tyder på, at der har været noget rod i Socialministeriet, og det må ministeren se at få styr på. Men der er ikke kommet noget afgørende nyt, der kan ændre den beslutning, der er truffet i Socialudvalget, nemlig at vi skal afvente den uvildige undersøgelse,« siger han.

Finn Sørensen frygter ikke, at Annette Vilhelmsen vil gentage fejlen og love andre organisationer penge uden om de officielle forretningsgange i ministeriet.

»Nej, det er jeg ikke bange for. Den her sag har formentlig været en alvorlig lærestreg for hende,« siger han.