Regeringen har svigtet, når den ikke har formået at vende den stigende udvikling i uligheden i Danmark. Det mener Enhedslisten, efter nye tal fra Cevea viser, at Danmark fra 2005 til 2012 er det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest.

Dumpet. Sådan lyder Enhedslistens vurdering af regeringen, efter den ikke har formået at vende den stigende udvikling i uligheden i Danmark. Udmeldingen kommer på baggrund af en ny analyse fra tænketanken Cevea, der viser, at Danmark er det vesteuropæiske land, hvor uligheden er steget mest fra 2005 til 2012.

»Ikke nok med, at Socialdemokraterne gik til valg på målet om at mindske uligheden, så har regeringen også i sit eget regeringsgrundlag skrevet, at den ville måles på sin evne til at mindske ulighed og fattigdom. Hvis det stadig står til troende, har regeringen ikke bestået sin egen eksamen. Den har slet og ret svigtet,« siger Enhedslistens gruppenæstformand, Pernille Skipper (Ø).

Enhedslisten anerkender, at fattigdomsydelserne er blevet afskaffet, men siden har regeringen indført en række lige så lave ydelser, som ingen endnu har set de fulde konsekvenser af, lyder kritikken.

»Vi har stadig ikke set de fulde konsekvenser af deres nedskæringer på kontanthjælpen, som højst sandsynligt vil sende tusindvis af unge mennesker ud i fattigdom, hjemløshed og social deroute. Og de har derudover indgået snart utallige forlig med højrefløjen, som øger uligheden. For eksempel skattereformen og reform af førtidspension- og fleksjobreformen,« siger Pernille Skipper.

Og ulighed er ikke kun et problem for dem, der har mindst, og de børn, der vokser op i fattigdom med ringe fremtidsudsigter. Det er også et problem for fællesskabet, mener Enhedslisten.

»Des mere ulige et samfund er, des mindre er sammenhængskraften. Et ulige samfund har mere kriminalitet, og har flere sociale og sundhedsmæssige problemer, hvilket jo også koster på sigt. Og også de rigeste klarer sig bedre, hvis uligheden er lav. Det er simpelthen for dumt, at regeringen ikke har grebet ind, som de lovede,« siger Pernille Skipper.

Ifølge Ceveas analyse er Danmark fra 2005 til 2012 gået fra en tredjeplads til en 14. plads over de mest lige lande i Europa. Og hvis man fryser billedet og forestiller sig, at udviklingen fremskrives, så vil Danmark i 2020 ligge helt i bund i Europa og have et ulighedsniveau svarende til lande som Rumænien og Bulgarien, forklarer tænketankens analysechef, Jens Jonatan Steen.

»Det er helt essentielt, at vi i løbet af de næste år får vendt ulighedsudviklingen i Danmark. Ellers risikerer vi at ende med et samfund præget af store klasseskel og stor økonomisk og social ustabilitet, som vi ser det hos østeuropæiske lande som Rumænien og Bulgarien,« siger han og fortsætter:

»I stedet for at lade os diktere af nødvendighedens politik og udelukkende fokusere på bedre konkurrenceevne og øget produktivitet, skal vi turde tage fat, hvor skoen egentlig trykker - og det er på det efterhånden noget forsømte ulighedsområde.«

Cevea har lavet analysen på baggrund af tal fra EUs statistiske organisation Eurostat, der hvert år offentliggør den disponible indkomst for medlemslandene.