Enhedslisten kan ikke begribe, hvordan SF og Alternativet har sagt ja til en socialt skæv BoligJobordning.

Enhedslisten er et af de partier i Folketinget, der meget klart mener, at BoligJobordningen bør lægges stendød, og derfor ærgrer det partiets fungerende skatteordfører, Finn Sørensen (Ø), at håndværkerfradraget mandag aften blev genoplivet.

Derudover gør det ekstra ondt på Finn Sørensen, at kollegaer fra den røde stue på Christiansborg tilmed har lagt mandater til aftalen.

»Vi forstår ikke, hvorfor SF og Alternativet medvirker til sådan en aftale. Det er selvfølgelig fint, hvis en del af fradraget i 2016 og 2017 bliver målrettet grønne forbedringer, det fremgår dog ikke konkret af aftalen, hvori det grønne består. Det ændrer heller ikke på, at BoligJobordningen er socialt skæv,« siger Finn Sørensen i en pressemeddelelse.

Både SF og Alternativet mener, at man med god samvittighed kan støtte op om BoligJobordningen netop på grund af det grønne element i aftalen, der gør, at den nye ordning i både 2016 og 2017 bliver en grøn ordning, der giver fradrag for arbejde på energi- og klimaforbedringer for 12.000 kroner per person.

Det faktum bløder dog ikke Finn Sørensen op. Han mener, håndværkerfradraget er en håndsrækning til den øverste del af samfundet, som måske endda vil gå ud over velfærden,

»BoligJobordningen bruges først og fremmest af de mest velhavende boligejere. Den skaber heller ikke mange nye job. Det er da helt godnat at give tilskud til renovering af sommerhuse i udlandet, og helt urimeligt, at tilskuddet ikke kan udnyttes af almene boligforeninger,« siger Finn Sørensen.

»Det er meget bekymrende, at aftalen ikke er finansieret. 1,1 milliarder kroner i år og 1,6 milliarder kroner over de næste to år er rigtig mange penge. For det første var de bedre brugt på klimarenovering af almene boliger. For det andet kan vi frygte, at skatterabatten til de velbjergede husejere skal finansieres af yderligere nedskæringer i velfærden,« siger han.

Ud over SF og Alternativet støttede også Dansk Folkeparti og de Konservative V-regeringens forslag om BoligJobordningen.