Ifølge justitsministeren gav PET regeringen det indtryk, at sikringen af synagogen i Krystalgade blev sat i værk efter angrebet i krudttønden. Der gik dog tre timer, og det er stærkt kritisabelt, mener Enhedslisten.

Det er svært at drage nogle konklusioner om evalueringen af myndighedernes indsats omkring terrorangrebet i København, før man har læst hele den 150 sider lange rapport igennem.

Men én ting kan Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper (Ø) sige uden tøven: At det er helt uacceptabelt, at Politiets Efterretningstjeneste (PET) angiveligt gav regeringens sikkerhedsudvalg et forkert billede af, hvor hurtigt der blev iværksat bevogtning af synagogen i Krystalgade efter angrebet på Krudttønden.

»Det er et kæmpe, kæmpe problem, at PET har givet regeringen forkerte oplysninger om situationen - og hvad der var iværksat og ikke iværksat. Det er klart, at det må vi dykke mere ned i for at finde ud af, hvad der præcis er foregået. Når PET giver forkerte oplysninger til regeringen, så kommer de jo videre til befolkningen, og det er der ikke nogen, der kan være tjent med,« siger Pernille Skipper.

Selvom hun endnu ikke har haft mulighed for at læse alle punkter i den lange evaluering, er hun enig i politiets egen og justitsminister Mette Frederiksens (S) overordnede konklusion:

»Der er nogle ting, politiet skal gøre bedre, og der er nogle ting, som politikerne skal tage ansvar for. Det vil vi selvfølgelig meget gerne være med til,« siger Pernille Skipper.

Om hun er enig i konklusionen om, at der er taget de nødvendige skridt i forhold til bevogtningen af udsatte mål, svarer hun:

»Det, synes jeg, er for tidligt at svare på. Vi skal dykke ned i, om det er de rigtige konklusioner, der er blevet draget, og om det er de rigtige løsningsforlag, der fremsættes. Jeg vil ikke afvise, at vi mener, at der er yderligere behov for undersøgelser eller yderligere beskyttelse af religiøse mindretal.«

Ligesom Mette Frederiksen er Pernille Skipper forfærdet over, at der først blev etableret bevogtning ved synagogen i København tre timer efter angrebet på Krudttønden.

»Det er rigtig, rigtig bekymrende, at man ikke i tilstrækkelig grad har reageret hurtigt nok i forhold til beskyttelsen af vores jødiske mindretal,« siger Pernille Skipper.

Mette Frederiksen konkluderede på pressemødet onsdag aften, at politiet var både velforberedt og velorganiseret før terrorangrebet. Det føler Pernille Skipper sig ikke i stand til at vurdere:

»Det kan jeg simpelthen hverken sige ja eller nej til endnu - der er 150 sider, jeg skal igennem, før jeg kan konkludere til den ene eller den anden side. Men pointen med den her proces er ikke at sige, om politiet har bestået eller ej. Pointen er at sørge for, at vi tager de rigtige skridt, så vi kan blive bedre fremover.«