Tirsdag skal finansminister Bjarne Corydon igen forklare sig i DONG-sagen. Og ifølge Enhedslisten underbygger nye dokumenter, at der ikke var grund til det hurtige salg til Goldman Sachs.

Salget af energiselskabet DONG til Goldman Sachs kommer atter til debat, når finansminister Bjarne Corydon (S) tirsdag skal i samråd om sagen.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl (DF), og Enhedslistens finansordfører, Frank Aaen (Ø), har kaldt finansministeren i samråd. Og der er grund til »meget skarp kritik« af ministeren, mener Frank Aaen.

Nye svar fra Finansministeriet bekræfter, at Kammeradvokaten kort før den endelige vedtagelse af salget sidste år gjorde det klart, at det var både muligt og lovligt at bremse salget, hvis der var tvivl om, hvorvidt DONG blev solgt til den rigtige pris. Disse oplysninger øger presset på Bjarne Corydon, betoner Frank Aaen.

»De viser, at der slet ikke var nogen grund til det hastværk, som den sag blev kørt igennem med. DONG var ikke på vej til at gå konkurs,« siger han.

»Man kunne sagtens have gjort det, som Kammeradvokaten faktisk også har skrevet i de papirer, vi lige har fået; nemlig standset den proces, der førte til Goldman Sachs, og så starte en helt ny proces om, hvordan man kunne skaffe kapital til DONG,« siger Frank Aaen.

Ifølge de nye dokumenter stod DONG altså ikke i pengenød, og Frank Aaen undrer sig over, hvorfor de papirer ikke blev fremlagt for Finansudvalget, og hvorfor man ikke tog sig bedre tid til at overveje salget, når det nu var muligt.

»Jeg synes, det er en alvorlig sag for finansministeren, og jeg ser frem til at høre hans forklaring på samrådet i dag (tirsdag, red.). Det skal jo ikke glemmes, at kritikken og spørgsmålene fra partierne, der støttede salget, steg dag for dag. Fra begyndelsen var alle partier - fra DF til SF - undtagen Enhedslisten for salget, men da den offentlige debat tog fart, og oplysninger kom frem, begyndte partierne at falde fra,« siger Frank Aaen.

Spørgsmål: Hvad forventer du, at der kommer ud af samrådet?

»Jeg forventer, at der kommer en kritik af ministeren og også en bred erkendelse i Folketinget af, at det var uklogt, og at det har den fremadrettede betydning, at vi kan undgå en gentagelse af Goldman Sachs-sagen.«

I alt skal finansministeren svare på fem spørgsmål om DONG-salget. Ud over spørgsmålet om, hvorvidt man fik den rigtige pris for DONG-aktierne fra Goldman Sachs, skal Bjarne Corydon blandt andet også svare på, om forløbet omkring udbuddet af aktiesalget var i strid med EU-reglerne. Det stiller den netop udgivne bog om DONG-salget, »Det bedste bud«, spørgsmålstegn ved.