I ti dage lå der et udkast til en skatteaftale mellem Enhedslisten og regeringen, hvor de helt store knaster var pillet ud.
Det fremgår af et notat fra den 14. juni, som Berlingske er i besiddelse af.
Dermed havde Enhedslisten masser af tid til at lande en aftale med regeringen, lyder anklagen fra SFs politiske ordfører, Jesper Petersen.
- Jeg havde gerne set, at vi kunne nå frem til en aftale med Enhedslisten. Vi står tættere på Enhedslisten, end vi står på Venstre, og vil gerne have et godt samarbejde med Enhedslisten. Der blev givet endog ret store tilbud meget tidligt i forløbet, og det må give anledning til en vis selvransagelse i Enhedslisten, at de ikke formåede at slå til, mens tid var, siger han.
I notatet, hvis indhold ifølge Berlingskes oplysninger allerede blev lagt frem på et møde mellem regeringen og Enhedslisten den 12. juni, står der blandt andet, at regeringens ønske om at dæmpe reguleringen af overførselsindkomsterne udelades i en skatteaftale. Dermed var det, der af Enhedslisten under forløbet er blevet fremhævet som den helt store tidsel i regeringens udspil, fjernet længe inden, Venstre kom tilbage ved forhandlingsbordet. Samtidig var topskattegrænsen aftalt til 456.600 kroner. Det er ikke langt fra de 455.000 kroner, som regeringen tilbød i det nu berømte »skitse til en skattereform« fra den 22. juni, som Enhedslisten præsenterede i pressen efter regeringens forlig med V og K.
- Vi har ikke holdt skjult for dem, at regeringen gik efter en aftale, hvor vi kunne få mest muligt af regeringens udspil igennem med færrest mulige indrømmelser. Det blev heller ikke holdt skjult for dem, at Venstre kom tilbage til forhandlingerne, og at de havde opgivet praktisk talt alle deres krav, siger Jesper Petersen.
Enhedslistens gruppeformand, Per Clausen, erkender, at indrømmelsen omkring overførselsindkomsterne faldt på et meget tidligt tidspunkt, men samtidig betegner han den som en forudsætning for, at regeringen og Enhedslisten overhovedet kunne forhandle.
- Det er rigtigt, at en af de indrømmelser, de gav på et ret tidligt tidspunkt, var spørgsmålet om overførselsindkomsterne. Det var en forudsætning for, at vi overhovedet kunne snakke sammen, så det er der jo ikke noget mærkeligt i. Efter det forhandlede vi fortsat på at reducere den markante forøgelse af uligheden, der stadigvæk var i deres udspil og opnåede mange mindre ændringer, siger Per Clausen.
Ifølge Per Clausen bestod den sidste uenighed om fredagen i at få fjernet resterne af ulighedsskabende elementer i aftalen, hvilket parterne efter planen skulle have forhandlet videre om lørdag.
Men fredag aften blev regeringen som bekendt enig om en skatteaftale med Venstre og de Konservative.
Aftalen med de borgerlige partier fik Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til at sige, at tilliden til regeringen er »ikke-eksisterende«.
- Vi er ikke længere støtteparti for regeringen, vi er i opposition, sagde hun.