Regeringens stramninger på asylområdet med midlertidige ophold for visse flygtninge vil især ramme flygtningebørn hårdt, lyder bekymringen fra Enhedslisten.

Regeringen varsler stramninger på asylområdet, og det skaber stor bekymring hos Enhedslisten.

Politisk ordfører Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) frygter, at det især vil gå ud over flygtningebørn, når regeringen lægger op til at indføre en særlig tidsbegrænset opholdstilladelse til personer, der flygter fra borgerkrig eller lignende, så de kan sendes hjem, når tilstandene i deres hjemland bliver forbedret.

»Flygtningefamilierne kommer til at leve her i Danmark med en permanent frygt for, at politibilen kommer og sender dem tilbage til Syrien. Jeg tror, alle kan forestille sig, hvor ødelæggende det vil være for særligt børnenes mulighed for at udvikle sig. Man fjerner simpelthen det, der er allervigtigst, fra dem. Nemlig trygheden,« siger Johanne Schmidt-Nielsen i en skriftlig kommentar.

Hun mener samtidig, at regeringens varslede stramninger minder om noget, den tidligere VK-regering kunne have spillet ud med.

»Hvor er det trist, at de Radikale og Socialdemokraterne nu kaster sig ud i en konkurrence med højrefløjen om, hvem der kan gøre livet for flygtninge, der kommer her til Danmark for at få hjælp, så svært som muligt,« betoner EL-ordføreren.

Det er den massive tilstrømning af asylansøgere, der får regeringen til at ville ændre på reglerne, der fremover skal gælde for de personer, der ikke anses for at være personligt forfulgte - eksempelvis de asylansøgere, der kommer fra Syrien. De udgør størstedelen af det samlede antal asylansøgere, der søger om ophold i Danmark.

Men det vil gå ud over de personer, der flygter fra den ekstremistiske oprørsbevægelse Islamisk Stats (IS) hærgen i Nordirak og Syrien, mener Johanne Schmidt-Nielsen.

»Jeg frygter, at regeringens stramninger vil få voldsomme konsekvenser for de flygtninge, der kommer hertil på flugt fra Islamisk Stats vold, voldtægter og drab. De vil komme til at leve i usikkerhed her i Danmark, fordi de hele tiden vil være i fare for at blive sendt tilbage i favnen på Islamisk Stat eller Assad-regimet. Og vi ved, at ikke mindst børn er i fare for at udvikle dybt alvorlige psykiske lidelser, hvis de lever i permanent usikkerhed på den måde,« fastslår hun.