Stine Brix, gruppeformand i Enhedslisten, mener, at Morten Østergaards kritik af Enhedslisten og SF på dagpengeområdet har desperate undertoner. Der er rigeligt råd til velfærd uden dagpengereformen, mener hun.

Selvfølgelig er der råd til mere velfærd uden om dagpengereformen.

Sådan lyder det fra Enhedslistens gruppeformand, Stine Brix (Ø), efter de Radikales leder, Morten Østergaard (R), i lørdagens Berlingske beskylder regeringens støttepartier for »hykleri«, fordi de ikke anerkender nødvendigheden i dagpengereformen for at kunne få råd til mere velfærd.

Stine Brix mener dog, at udmeldingen både er forkert og lugter af desperation.

»Det er en falsk modstilling, som Morten Østergaard stiller op. Vi har fremsat utallige forslag til finansiering af en bedre velfærd. Man kan blandt andet trække nogle af Anders Fogh Rasmussens skattelettelser til de højestlønnede tilbage. Foghs skattepolitik kostede samfundet 40 milliarder kroner, så man kan sagtens finansiere et bedre velfærdssamfund uden at skære på dagpenge og efterløn,« siger Stine Brix til Berlingske Nyhedsbureau og fortsætter:

»Det vil klæde Morten Østergaard at anerkende, at der er politisk uenighed om velfærdspolitikken frem for at slynge et ord som hyklerisk ud. Der er nogle desperate undertoner i den radikale retorik for tiden. Forhåbentlig skal vi bare på den anden side af de Radikales kongres, og så falder de forhåbentlig lidt ned igen,« siger hun.

Ifølge en analyse, som Morten Østergaards eget ministerium har udarbejdet, ville regeringen slet ikke have råd til en offentlig vækst på 0,6 procent de kommende år, hvis det ikke var for reformerne af dagpenge og efterløn. De to reformer giver så store besparelser, at der i gennemsnit i hvert af årene 2015 til 2020 kan bruges godt tre milliarder kroner mere på offentligt ­forbrug.

Uden reformerne af dagpengesystemet og efterlønsordningen ville der til gengæld kun være penge til en negativ offentlig vækst på 0,1 procent årligt frem mod 2020 og dermed nedskæringer i velfærden.

Stine Brix tager dog analysen med et gran salt.

»Analysen forudsætter, at dem, der ikke får efterløn og dagpenge, får et arbejde. Det er jo ikke altid tilfældet. Så der er mere håb end fakta i den analyse,« siger Stine Brix, der gerne vil have reformer - bare ikke dem, som regeringen støtter.

»Vi har behov for en skattereform, der fordeler tingene langt mere lige, end vi ser i dag. Det handler også om politiske prioriteringer, for man kan lade være at bruge 30 milliarder på kampfly, som de Radikale ønsker. Selvfølgelig er der råd til mere velfærd, det handler bare om at prioritere det,« siger Stine Brix.