Det bliver dyrere at være bilist, hvis regeringen får sin skattereform igennem. Over en halv million danske bilejere risikerer at blive ramt af nye afgifter, vurderer FDM.

De danske bilejere - og især pendlerne - kan se frem til en ekstra regning, hvis regeringens skattereform bliver vedtaget i Folketinget.

Sådan lyder advarslen fra bilejernes interesseorganisation, FDM, der vurderer, at mere end en halv million danskere vil blive berørt af de nye afgifter, som især rammer pendlerne uden for de større byer.

- Man rammer de mennesker, som kører i bil, og primært de mennesker, som bruger bilen til at pendle på arbejde. Man beskatter bilejerne med ekstra en milliard kroner, og der lægger man altså en ekstra afgift over på mennesker, som i forvejen betaler over 43 milliarder i afgifter, siger administrerende direktør i FDM, Thomas Møller Thomsen.

Regeringen vil hæve miljøtillægget på firmabiler med 50 procent og forhøje udligningsafgiften på dieseldrevne person- og varebiler. De penge skal til gengæld investeres i udbredelsen af elbiler, som fritages for afgifter i perioden 2013-2015.

Men den manøvre giver FDM ikke meget for. Det er et miljømæssigt selvmål, lyder det.

- Det er et meget søgt argument. For det først sælges der næsten ingen elbiler i Danmark. Det er jo stort set kun kommuner og virksomheder, der køber elbiler, og de biler, som kommer til at betale, er dieselbiler, der er en typisk pendlerbil, som er god på de længere afstande. Så det har ikke noget med en grøn omlægning at gøre. Man lægger simpelthen en ekstra skat på mobilitet, siger Thomas Møller Thomsen.

Ifølge FDM kører godt en fjerdedel - cirka 550.000 - af alle personbiler i Danmark på diesel, mens firmabilbeskatningen vil ramme 100-200.000.

Heller ikke hos Dansk Automobilforhandler Forening (DAF) er der glæde at spore over regeringens udspil til en skattereform. Selvom SRSF-regeringen selv peger på, at man med de nye afgifter vil øge udbredelsen af elbiler, så hænger det ifølge DAF ikke sammen.

- Man iklæder det et grønt forklæde og tror så, at vælgerne hopper på det. Det er jo underligt at opkræve skat på nogle biler for at friholde ét segment - nemlig elbilerne, siger DAFs administrerende direktør, Jens Brendstrup, til Børsen.

Ifølge regeringens tal vil de nye afgifter på firmabiler og dieselbiler medføre et umiddelbart merprovenu på knap en milliard kroner i 2013. Herefter vil beløbet falde en smule.

/BNB