Mediebosser endte i verbalt slagsmål for åben skærm og mobbede Poul Madsen
Det var en ensom chefredaktør for Ekstra Bladet, der blev sendt i skammekrogen af de andre chefredaktører i søndagens udgave af Presselogen på TV 2 News.
- Jeg står i muddergrøften nu, og der er ingen der vil hoppe ned til mig, og det kan jeg godt forstå, sagde han, efter at Anne-Mette Svane, Politiken, Jørn Mikkelsen, Jyllandsposten, og Michael Dyrby, TV2, i en stiv time skød med skarpt mod Poul Madsen, så det nærmede sig en hanekamp.
Èt eneste tema ryddede dagsordenen i programmet. Afhøringerne af Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard og tidligere spindoktor for Troels Lund Poulsen, Peter Arnfeldt, i Skattesagskommissionen og Ekstra Bladets dækning af skattesagen.
Poul Madsen tog sine tæsk i programmet og indrømmede, at Jan Kjærgaard havde haft et alt for tæt samarbejde med spindoktoren, men så prøvede han at sende aben videre til de andre redaktører, og påstod, at alle indimellem lod sig udnytte af spindoktorer.
Øgenavne føg gennem luften
- Alle har problemet, og hvis man ikke indrømmer det, er man hykler, sagde han og gav JPs redaktør øgenavnet Jørn ’Helligpind’ Mikkelsen. Anne-Mette Svane ville slet ikke finde sig i at blive kaldt hykler og gav Poul Madsen en lige højre.
- Det er urimeligt, at Poul Madsen forsøger at sværte alle politiske journalister til og sige, at de befinder sig i sammen rådne sump som ham. De er ekstremt opmærksomme på, at de ikke bliver brugt af magthaverne, sagde hun vredt.
Michael Dyrby ville heller ikke finde sig i anklagen.
- Der fremmanes et billede af, at små fugle sidder med næbbet oppe og venter på - bum, der kommer en spindoktor forbi og dumper en historie ned i næbbet, og så bliver den skrevet sådan, sagde han.
Brød kildebeskyttelse
Studiet kom helt op at koge, da panelet tog hul på det næste tema. Ekstra Bladet valgte at tage det usædvanlige skridt at bryde kildebeskyttelsen og sætte Peter Arnfeldt på forsiden i december 2011 under overskriften ’Spindoktor parat til at lække Helles skattesag til Ekstra Bladet’, og det tog Poul Madsen sine tæsk for.
- Hvis man stikker røven frem, skal man regne med, at der er nogen, der tager temperaturen, sagde Poul Madsen.
Og den temperatur tog Michael Dyrby straks.
- Det reelle er, at du har bragt kildebeskyttelsen i fare på et ufatteligt løst og lemfældigt grundlag. Det er skadeligt for journalistikken og demokratiet.
Madsen udråbt som pave
Til sidste måtte studievært Line Ernlund afbryde boksekampen ved at sige til Poul Madsen.
- Konklusionen er, at du må stå nede i muddergrøften alene, men hun kom ikke af sted med at lukke munden på redaktørerne inden reklamepausen.
- Jeg kan mærke på jer hellig-pinde, at det er en god idé, at jeg har sparket den her debat i gang, råbte Poul Madsen, hvorefter Michael Dyrby nåede det sidste knockout.
- Den hellige i dette spil har været Poul Madsen - paven over dem alle.
