Avis giver alle chancen for at læse eller lytte til samtale, der stempler spindoktor som manden bag lækage.

Ekstra Bladet offentliggør tirsdag indholdet af den lydfil, avisen har modtaget, og som udpeger daværende forsvarsminister Søren Gades spindoktor som manden, der lækkede følsomme oplysninger om danske jægersoldaters udsendelse til Irak.

Chefredaktør Poul Madsen siger til Ritzau, at det vil ske både i avisens papirudgave og på nettet. Selve lydfilen kan folk gå ind og høre via ekstrabladet.dk fra kl. 12.

- Både her og i avisen har vi skåret en optagelse på 17 minutter ned til 10-12 minutter. Men det er udelukkende ting af rent privat karakter, vi har sorteret fra.

- Alt hvad der konkret angår lækagesagen vil blive lagt ud og gengivet, tilføjer han.

Poul Madsen fortæller, at lydfilen blev indleveret anonymt i bladhuset på Rådhuset fredag morgen.

- Vi har brugt den mellemliggende tid til at få verificeret, at den er, hvad den giver sig ud for at være. Det er vi nu sikre på, så sikre man nu kan blive.

- Det vi hører om sagen, stemmer faktuelt overens med de beskrivelser, vi eksempelvis har hørt i retssalen, understreger chefredaktøren.

I den samtale, der gengives på filen, fortæller Rasmus Tantholdt, journalist på TV2, til en kollega fra DR, at spindoktor Jacob Winther fortalte Tantholdt om den udsendelse af soldater, der ellers skulle have været hemmeligholdt.

Poul Madsen siger, at denne sag ikke kan sammenlignes med den seneste sag om politisk spin i forbindelse med statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) og hendes mands skatteforhold.

- I dette tilfælde mener jeg, at vi har at gøre med et klassisk whistleblower-kompleks, idet jeg formoder, at en person inden for systemet med et særligt kendskab til sagen har fundet det vigtigt at videregive oplysninger, som offentligheden har krav på at få kendskab til.

Poul Madsen afviser pure at udlevere optagelsen til politiet eller til andre myndigheder.

- Men det har heller ingen betydning, for både politiet og alle andre kan bare gå ind og høre lydfilen, slutter chefredaktøren.

/ritzau/