Vi har øjeblikket tekniske problemer. Du vil kunne opleve at blive logget af og/eller at dine ændringer ikke bliver gemt. Vi beklager ulejligheden.

Ekstra Bladet fjerner journalist fra Christiansborg

Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard er blevet fjernet fra avisens Christiansborg-redaktion, mens Skattesagskommissionen arbejder.

Skattesagen får nu konsekvenser for Ekstra Bladets journalist Jan Kjærgaard, der mandag er blevet flyttet fra avisens redaktion på Christiansborg.

Det skriver chefredaktør Poul Madsen i en intern mail, som Berlingske Nyhedsbureau er kommet i besiddelse af. I mailen skriver Poul Madsen, at skattesagen nu fylder så meget, at Jan Kjærgaard ikke kan dække dansk politik, så længe Skattesagskommissionen er nedsat.

Læs også: Ekstra Bladets chefredaktør: Jeg står alene i muddergrøften

- Skattesagen fylder nu så meget på den politiske redaktion og det politiske liv på Christiansborg, at vi i Chefredaktionen mener det umuliggør, at Jan kan have sin arbejdsplads på Christiansborg eller dække dansk politik, så længe undersøgelseskommissionen er nedsat, hedder det i mailen.

Jan Kjærgaard vidnede i sidste uge i sagen. Her fortalte han blandt andet, at han i samarbejde med daværende skatteminister Troels Lund Poulsens (V) særlige rådgiver, Peter Arnfeldt, planlagde et setup mod Helle Thorning-Schmidt (S).

I weekenden undskyldte Jan Kjærgaard en artikel bragt i 2010 med overskriften »Helle og Villy: Vi betaler for lidt i skat«. Undskyldningen begrundes med, at artiklen blev til i »et alt for ukritisk og alt for intimt samarbejde med daværende V-spindoktor Peter Arnfeldt«.

Læs også: Ekspert om undskyldning: Det er nyt i dansk presse

Jan Kjærgaard siger mandag til jyllands-posten.dk, at der ikke er noget dramatik i flytningen, og at han selv havde tænkt sig at trække sig fra avisens politiske dækning.

- Sagen er den enkle, at jeg har svært ved at se, at jeg på en ordentlig måde kan dække det politiske stof i den kommende tid, siger Jan Kjærgaard.

Læs også:

Prøv BT 1 måned for 98 kr + adgang til avisen på mobil og iPad.

Gode tilbud på rejser, underholdning, vin og meget mere!
Tilmeld dig BT SHOPs nyhedsbrev. Klik her