Hvordan kan en mand være chef og bruge 43 procent af tiden i Danmark uden at arbejde? Det grubler flere skatteeksperter over

Skatteeksperter sår endnu en gang tvivl om Skats afgørelse af Stephen Kinnocks skattesag. 

Denne gang undrer flere eksperter i Berlingske sig over, at statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) mand i en topstilling kan opholde sig så meget i Danmark uden at arbejde.  
 
- Det virker umiddelbart usædvanligt, at Skat accepterer en forklaring om, at Stephen Kinnock skulle have så meget fritid, opholde sig så meget - og ikke udføre arbejde i Danmark, med den jobbeskrivelse han har uden, at Skat foretager en tilbundsgående efterprøvelse heraf, siger Tobias Stenkær Albrechtesen, fra det Aalborg-baserede firma Skattesagsadvokaterne til Berlingske. 

Underlig optælling 
Statsministerparret valgte at offentliggøre Stephen Kinnocks omstridte skatteafgørelse lørdag den 25. august, hvor han som bekendt blev frifundet for at skulle betale skat i Danmark, hvor han flittigt besøgte Helle Thorning-Schmidt, mens han boede og arbejdede i Schweiz.  

Dagen efter var der allerede kritik af Skats optællingsmetode. 

I afgørelsen står Stephen Kinnocks ophold i Danmark på henholdsvis 157, 161 og 149 dage opgjort ud fra et kalenderår. Ifølge skatteeksperter bliver det i praksis gjort ud fra en tolv måneder periode.

Og nu fortsætter ekspertene med at ridse i Skats afgørelse.  

- Stephen Kinnock har opholdt sig i Danmark i 467 dage i 2007, 2008 og 2009. Det svarer til 43 procent af dagene i de tre år, og du skal ikke fortælle mig, at en direktør kan lade være med at svare på telefon eller mail i så stor en del af året, siger Lars Wøldike, der er partner i rådgivningsfirmaet Q-tax og tidligere skattechef i servicegiganten ISS, til Berlingske. 

Seks-syv måneders arbejdsfri 
Heller ikke Bent Zimmermann, direktør for skattekonsulenterne ApS, finder det logisk. Til avisen siger han: 

- Det har formodningen imod sig, at man med 149-161 opholdsdage i Danmark om året, eller hvad der svarer til seks-syv måneders "arbejdsfri" ophold, er i stand til at varetage et hverv som fuldtidsansat direktør i udlandet.

Ser i orden ud
Skatteadvokat og tidligere formand for Skatterådet Lida Hulgaard mener dog ikke, at der er væsentlige kritikpunkter. 

- Den ser ud til at være i orden. De har lagt de forklaringer til grund, som Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock har givet. Det er grundlaget for afgørelsen. Man kan selvfølgelig godt spørge, om han virkelig er så mange dage i Danmark uden at arbejde, men det har Skat lagt til grund, at han er, og så kan vi andre jo ikke komme og sige, at det er løgn, siger Lida Hulgaard til Berlingske.

Ferie er fortroligt 
               
BT har spurgt om Stephen Kinnocks tidligere arbejdsplads i Schweiz, World Economic Forum, hvad feriepraksis er for deres direktører. Men i en mail skriver de, at deres politik er, at de ikke deler den slags fortrolige oplysninger.