Eksperter sår tvivl om ministers Grønlands-forklaring

Beskæftigelsesministeren bliver irettesat i sag om kinesisk arbejdskraft, der er på vej til Grønland.

Hvem har ansvaret for at overholde de internationale konventioner, når der kommer en stor gruppe kinesiske minearbejdere til Grønland for at grave mineraler op?

Det har Grønland ene og alene, siger beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S). Men det passer ikke, siger syv eksperter i folkeret og arbejdsret til Politiken.

- Grønland har et udstrakt selvstyre. Men udadtil er det den danske regering, der agerer for Grønland, siger Jens Elo Rytter, der er professor i forfatningsret ved Københavns Universitet, til avisen.

- Derfor er Danmark ansvarlig og står på mål folkeretsligt. Det grønlandske selvstyre kan ikke holdes selvstændigt ansvarligt, fortsætter han.

Det er den omstridte storskalalov, der baner vejen for, at op mod 2.000 kinesere kan tage til Grønland og arbejde.

Men loven overholder ifølge en række jurister ikke de internationale konventioner. Og det er ifølge de eksperter, som Politiken har talt med, altså Danmarks ansvar at sørge for det.