Nye oplysninger tyder på, at Thorning og Kinnock sammen med deres revisor gik efter at betale mindst muligt i Skat. Men det var ikke det indtryk, de efterlod i offentligheden

Statsminister Helle Thorning-Schmidt og Stephen Kinnock og parrets tidligere revisor Frode Holm kørte angiveligt et dobbeltspil, inden Skat København frikendte Stephen Kinnock for at skulle betale dansk skat i september 2010.

Helle Thorning-Schmidt fortalte udadtil, at hun og hendes mand, Stephen Kinnock, ville betale dansk skat for at undgå gråzoner. Imens erkendte parrets revisor Frode Holm over for Skat København, at Stephen Kinnock var skattepligtig i Danmark. Og argumenterede for via internationale skatteregler, at det var uden praktisk betydning, og Kinnock kun som hidtil skulle betale skat i Schweiz.

Det viser papirer fra Skattesagskommissionen, som BT har kendskab til.

Michael Nielsen, skatteekspert hos Care Udland ApS, mener, at det ser uheldigt ud.

- Jeg kan ikke sige, om Frode Holm har skrevet det her uden at orientere hende. Men når man skriver sådan, så er det fordi, man har en opgave, der går ud på, at man skal betale mindst muligt i skat. Sådan er det. Hvorfor ikke bare sige det, som det er?

Den 30. juni 2010 sagde Helle Thorning-Schmidt til Berlingske, at parret ikke ønskede at være i nærheden af nogle gråzoner, ligesom de på ingen måde spekulerede i at betale mindre skat:

- Ja, jeg vil godt afvise, at vi spekulerer i, hvordan vi betaler så lidt skat som muligt. Vi har hele tiden ment, at vi havde ret. Nu har vi taget kontakt til en revisor, som bekræfter vores udlægning af sagen, men der er nogle gråzoner i det her, og vi vil ikke i nærheden af de gråzoner. Derfor har vi valgt at tage skridtet fuldt ud og betale skat i både Danmark og Schweiz, sagde Thorning-Schmidt blandt andet i et interview med Berlingske Tidende.

Dermed stillede hun - for offentlig skue - knap en kvart million kroner i udsigt til Skat.

I kulissen havde parrets revisor en helt anden dagsorden. Blot en uge efter - den 7. juli 2010 - skrev Frode Holm til Skat København, at på grund af skærpede regler fra Skatterådet og Landskatteretten 'har vi lagt til grund, at den fulde skattepligt er indtrådt' - med reference til Kinnocks møder i Danmark.

Frode Holm gjorde samtidig gældende, at der efter skatteaftalen med Schweiz alene skal betales skat i det land, hvor Kinnock opholdt sig mest - hvilket var Schweiz: 'På denne baggrund ender man i artikel 4 b, der foreskriver ”hjemmehørende i den stat, i hvilken han sædvanligvis opholder sig,' skriver Frode Holm blandt andet.

Ifølge skatteekspert Michael Nielsen, skatteekspert hos Care Udland ApS, gjorde Frode Holm sit til at overbevise Skat om, at Stephen Kinnock ikke skulle betale dansk skat.

- Jeg tror Frode Holm, har sagt til sig selv, at Stephen Kinnock har arbejdet noget i Danmark - kombineret med, at han har opholdt sig i mere end tre år uden for Danmark - og det fører så til en fuld skattepligt til Danmark. Så går han efter det næstbedste, og det er, at Stephen Kinnock har et dobbeltdomicil, hvilket vil sige, at han er fuld skattepligtig i begge lande. Så går Frode Holm efter, at overbevise om, at Kinnock kun skal betale skat i Schweiz, da det er der, han sædvanligvis opholder sig.

Er det her at spekulere?

- For os, der laver det her til dagligt, er det almindelig praksis. For andre vil det høre under spekulation. Vi spekulerer selvfølgelig kun i, hvordan vi kan hjælpe klienten, og det er selvfølgelig spekulation, siger han til BT.

Til TV2, der mandag aften kunne bringe historien, siger skatterådgiver fra Q-tax, Lars Wøldike ligeledes, at det ikke hænger sammen.

BT forsøgte mandag aften forgæves at få en kommentar fra Helle Thorning-Schmidts politiske rådgiver Noa Redington og Frode Holm.