Statsminister Helle Thorning-Schmidt kommer styrket ud af et forår, hvor hun har været rygtet til forskellige topposter i EU. Det siger politiske eksperter til BT.

Politisk redaktør på Radio 24/7, Jesper Termansen, mener, at statsministeren på troværdig vis har afvist at være kandidat til en post i EU-apparatet, samtidig med, at hun har høstet international anerkendelse.

- Det har samlet set været en gevinst for hende. Det kan jo aldrig være skadeligt at blive nævnt som en mulig kandidat til en stor international post. Samtidig synes jeg, hun har formået at holde en tilpas lav profil, hvor hun hele vejen har afvist at være kandidat. Så hun ikke har overspillet sin hånd, siger Radio 24/7s politiske redaktør, Jesper Termansen.

På den måde, er der ikke nogen, der efterfølgende kan klandre hende for at have søgt et andet job, og samtidig kan hun kan nyde godt af den ros, hun har modtaget fra blandt andre Tysklands Angela Merkel, forklarer Jesper Termansen.

Læs også: Skal Thorning og Merkel lægge EU-kabale?

Politisk kommentator Peter Goll mener også, at Helle Thorning-Schmidt har vundet på, at hun har været bragt frem som en seriøs kandidat til blandt andet posten som præsident for det Europæiske Råd. 

- Hun kommer alle omstændigheder styrket ud af det her. Der opstår jo en slags landskampsstemning, når en dansker er i spil til en international toppost, hvor vi på tværs af partiskel hepper på vedkommende. Der bliver pludselig sagt en massive positive ting om Helle Thorning-Schmidt på tværs af partiskel. Det er klart, det giver et positivt billede af hende, og det viser sig også i målingerne, hvor opbakningen til hende er steget i forhold til tidligere, siger politisk kommentator Peter Goll til BT.  

Læs også: Forbereder farvel til Danmark: Her er Thornings hemmelige exit-plan

Peter Goll forklarer, at Helle Thorning-Schmidts fremgang vil give Socialdemokraterne en oplagt mulighed for at gøre næste folketingsvalg til et 'præsidentvalg' mellem Lars Løkke og Helle Thorning-Schmidt og deres forskellige personligheder efter Lars Løkkes seneste bilagssag, der var tæt på at koste ham formandsposten i Venstre.

- Helle Thorning-Schmidts person står stærkere, og det vil Socialdemokraterne bruge til at gøre valget til et valg mellem de to statsministerkandidaters personlighed i et forsøg på at dreje debatten væk fra den løftebruds-dagsorden, der har klæbet sig til partiet rigtig længe, siger Peter Goll.

Efter Lars Løkkes seneste bilagskrise og Helle Thorning-Schmidt internationale medvind er dansk politik blevet vendt op og ned. En ny ministermåling foretaget af A&B analyse for altinget.dk bekræfter statsministerens fremgang. I målingen springer hun fra en midterplacering på ministerholdet med en score på 3.8 til en femteplads med en vurdering på 4.4 i den nye måling. Det betyder, at hun springer frem fra en anonym midterplacering til en femteplads.

Men Socialdemokraterne skal ikke begynde at tro, at sejren er i hus, siger Jesper Termansen.

-  Det vil være naivt at tro, at fordi Helle Thorning-Schmidt har haft optur i den i de seneste måneder på grund af Løkkes kriser og omtalen af hende i forbindelse med et topjob i EU, så vil de socialdemokrater, der har vendt hende i ryggen i forhold på grund af løftebrud og så videre. Der skal stadig kæmpes benhårdt i partiet for at få vælgerne tilbage, siger Jesper Termansen og uddyber: 

-  Der er for alvor spænding nu. Der er intet, der længere er givet. Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke skal nu til at kæmpe et noget mere tæt opløb, end det tidligere har tegnet til, om, hvem der vinder statsministerposten ved næste folketingsvalg, siger Jesper Termansen, politisk redaktør på Radio 24/7.