To eksperter afviser organisationers udmelding om, at det vil koste menneskeliv, hvis regeringen skærer 2,5 milliarder kroner af udviklingsbistanden.

Det er helt ude af trit med virkeligheden, når udviklings- og nødhjælpsorganisationer hævder, at det vil koste menneskeliv, hvis regeringen kommer igennem med et forslag om at skære markant ned på næste års udviklingsbistand. Det siger to eksperter til Kristeligt Dagblad.

Forslaget om besparelsen, der er på bordet i de igangværende finanslovforhandlinger, har fået 33 organisationer til at indrykke annoncer i flere landsdækkende aviser, hvor spareplanen bliver betegnet som »en politikerskabt katastrofe« - side om side med billeder af tsunamikatastrofen i Thailand for ti år siden.

»Det er vildt overdrevet, for ikke at sige decideret forkert, at der skulle dø mennesker af det her nedskæringsforslag. At sidestille det med livsødelæggende naturkatastrofer, som har kostet mange menneskeliv, har ingen gang på jord,« siger Lars Engberg-Pedersen, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, til Kristeligt Dagblad.

Han bliver bakket op af professor og ekspert i udviklingsøkonomi ved Institut for Økonomi på Aarhus Universitet Christian Bjørnskov.

Kommunikationschef i Folkekirkens Nødhjælp Mads Klæstrup Kristensen fastholder dog kritikken. Mener man, at man kan fjerne 2,5 milliarder kroner fra udviklingsbistanden, uden at nogen kommer til at dø af det, så har man ikke mødt verdens fattigste, mener han.