Forsvarsministeren kommer ikke uden om at skulle betale skat af hele sit eftervederlag fra sin tid som regionsrådsformand, selv om han har givet afkald på pengene, påpeger flere skatteeksperter.

Efter massivt pres valgte forsvarsminister Carl Holst (V) torsdag aften at give afkald på den del af sit eftervederlag, der endnu ikke er blevet udbetalt.

Men derfor skal ministeren stadigvæk betale skat af hele beløbet, lyder den overraskende melding fra flere skatteeksperter.

Det er blandt andet en af landets førende skatteadvokater Tommy V. Christiansen, der påpeger, at skattelovgivningen er indrettet sådan, at Carl Holst er forpligtiget til at betale skat af det 833.000 kroner store beløb - uanset om han gav afkald på det eller ej.

»Hvis du har erhvervet endelig ret til et beløb, eksempelvis en pension, uden der foreligger en modydelse, så har du erhvervet endelig ret, og så skal du betale skat. Uanset om du giver afkald på ydelsen,« forklarer Tommy V. Christiansen.

Læs også:

De centrale ord er den småtekniske term at »erhverve endelig ret« til noget. I Carl Holsts tilfælde erhvervede han endelig ret til sit eftervederlag det sekund, han fratrådte han som formand for Region Syddanmark.

»Han skal jo ikke arbejde mere for de penge. Derfor har han erhvervet endelig og ubetinget ret til de penge. Og så er skattefars hammer faldet. Så hvis Carl Holst siger: Jeg afstår fra pengene, så er svaret fra Skat, at det er da fint med den gestus, men du skal stadig betale os,« siger Tommy V. Christiansen.

»Hvis man giver blankt afkald, altså hvis man frabeder sig pengene på forhånd, så kan han komme uden om at betale skat. Men i det øjeblik, han trådte fra som formand, så klapper fælden,« siger Tommy V. Christiansen, der vurderer, at ministeren sandsynligvis skal betale i omegnen af 450.000 kroner af det samlede eftervederlag i skat.

Søren Bech, skatteekspert hos firmaet PricewaterhouseCoopers, PwC, vil ikke forholde sig til den konkrete sag, men bekræfter, at lovgivningen er indrettet sådan, at man stadig er forpligtiget til at betale skat i tilfælde, hvor man ellers giver afkald på en indkomst.

»Det er korrekt, at har man erhvervet ret til en given indkomst, så er man forpligtiget til at betale skat. Det helt afgørende er, om man har erhvervet ret til indkomst. Om man så senere hen giver den til andre eller bare siger, at man ikke vil have pengene, det ændrer ikke noget. Der skal betales skat, hvis man har erhvervet ret til en indkomst,« bekræfter Søren Bech.

Læs også:

Carl Holst har valgt at give afkald på den del af eftervederlaget, han endnu ikke har modtaget, hvilket er i omegnen af 347.000 tusinde kroner.

Berlingske Nyhedsbureau arbejder på at få en kommentar fra forsvarsministeren selv.