Lektor Klaus Kjøller fra Københavns Universitet, der er ekspert i politisk kommunikation, er sikker på, at top-socialdemokraten Henrik Sass Larsen er forfatteren bag bogen ‘Den Hemmelige Socialdemokrat’.

Det skriver BT tirsdag.

Lektoren har brugt to måneder på en grundig gennemgang af bogen ’Den Hemmelige Socialdemokrat’, der udkom i 2014, og skrevet en 69 sider lang analyse af bogen.

»Det er hævet over enhver tvivl, at forfatteren til ’Den Hemmelige Socialdemokrat’ er Henrik Sass Larsen. Meningen var at forhindre, at manden, der beskrives som skurken i bogen, Bjarne Corydon, skulle overtage magten, hvis Helle Thorning-Schmidt tabte valget. Sass og alle andre troede jo dengang, at Thorning ville lide et forsmædeligt nederlag, og ikke at hun ville gå frem, som hun gjorde, og derved redde meget af sin ære,« siger Klaus Kjøller til BT.

Læs også:

Bogen afslørede en række interne stridigheder i partiet. Derfor blev der indledt en jagt på forfatteren, og der blev gættet på en række navne, der kunne være forfatteren, i medierne.

'Den Hemmelige Socialidemokrat' har solgt ca. 30.000 eksemplarer, og forfatteren, der aldrig er blevet afsløret, har tjent ca. 1,5 mio. kr., der er sat ind på en hemmelig konto.

Udelukkelsesmetode

Klaus Kjøller er gået metodisk frem med en udelukkelsesmetode. Først beslutter han at tro på forlagsdirektør Jakob Kvist, der har forklaret, at forfatteren er et ’folketingsmedlem, der har siddet i gruppen længe’. Derefter gennemgår lektoren alle de 47 personer, der sad i gruppen på det tidspunkt.

Læs også:

Først fjerner han dem, der først kom ind ved valget i 2011. Så er der 28 tilbage. Herefter fjerner han folk, der har haft socialdemokratiske topposter i hele perioden, fra valget i 2011 til bogen udkom. Derefter fjernes politikere, der meget kraftigt har bedyret, at det ikke er dem. Så er han nede på 13 ’mistænkte’.

Derefter undersøger han, hvilke personnavne og bynavne der optræder mest. Her er ’Sass’ nr. 2 efter ’Helle’ på listen over navne. Blandt byer er ’Køge’, hvor Sass kommer fra, nr. tre efter ’Christiansborg’ og ’København’. Køge er nævnt 22 gange, mens Aarhus kun er nævnt tre, og Det Sorte Tårn otte gange.

Efter at have fjernet endnu flere mistænkte på grund af sproglig analyse samt manglende motiv eller manglende offentlig profil, står Klaus Kjøller til sidst kun tilbage med én.

Hans analyse med titlen ’Hvem skrev den hemmelige socialdemokrat’ har i over et år været til salg som e-bog på saxo.com, men er ikke tidligere blevet omtalt i medierne.

Læs også:

Henrik Sass Larsen oplyser via Socialdemokraternes pressetjeneste, at han er bortrejst på ferie, men at han ’absolut intet har med tilblivelsen af ’Den Hemmelige Socialdemokrat’ at gøre.’

KØB BT TIRSDAG OG LÆS HELE HISTORIEN