Foto: Khan Tariq Mikkel

Kronprinsesse Mary befandt sig søndag i en uvant og akavet situation, da flere saudiske topfolk nægtede at give hende hånden, under kongehusets officielle besøg i Saudi-Arabien. Den fysiske kontakt mellem mænd og kvinder, der hverken er gift eller nærer familiære relationer, betragtes ganske enkelt som værende ulovlig, forklarer ekspert.

Normalt er det forbundet med stor pomp og pragt, når den danske kronprinsesse gør sin entré i det store udland.

Men da hun og kronprins Frederik søndag skulle spise frokost med Kong Salman bin Abdul Aziz al Saud, samt en række højtstående saudere, nægtede en lang række af de fremmødte mænd at give hånd til kronprinsesse Mary, mens alle derimod gav hånd til kronprins Frederik.

f

Mary var øjensynlig ikke orienteret om, hvem der gav hånd, og hvem der ikke gjorde. Derfor rakte hun til at begynde med flere gange hånden frem, uden at den blev modtaget. Til sidst blev hun mere tilbageholdende og afventende for at se, om personen selv rakte hånden frem, fortæller den eneste fotograf, der var til stede ved modtagelsen hos den saudiske konge, Ekstra Bladets fotograf Tariq Mikkel Khan.

»Man hilser selvfølgelig på hinanden, men man undgår berøringen, og det har bund i et meget skarpt skel, som findes flere steder i det offentlige rum i den islamiske verden, hvor der er en meget stærk adskillelse mellem kønnene, forklarer professor i koran- og islamstudier ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Thomas Hoffmann til BT.

f

I Saudi-Arabien hersker et helt anderledes kvindesyn end det, vi kender i den vestlige verden. Fysisk kontakt mellem kvinder og mænd opfattes flere steder som direkte ulovlig ifølge strengere fortolkninger af Sharia-loven, medmindre der er tale om et ægteskab eller andre familiære relationer fortæller Thomas Hoffman.

»Derfor hilser man ganske enkelt ikke på hinanden på denne måde, fordi den direkte berøring opfattes som optakten til seksuel kontakt.«

»Men man skal også huske på, at det går begge veje. Hvis det danske kongehus skulle møde en række kvindelige saudere under et officielt besøg, så ville disse kvinder på samme måde nægte at give hånd til kronprins Frederik. Så det er ikke blot et spørgsmål om mænd, der nægter at give hånd til kvinder, det gælder også med kvinder over for mænd,« siger Thomas Hoffmann.

En dansk delegation med blandt andre udenrigsminister Kristian Jensen (V) og både kronprins Frederik og kronprinsesse Mary er i disse dage på et officielt besøg i Saudi-Arabien i et fremstød, der skal fremme dansk eksport til landet.

Rejsen har fra flere sider mødt modstand på grund af Saudi-Arabiens syn på menneskerettigheder. Tortur, henrettelser af politiske modstandere samt en massiv undertrykkelse af kvinder er blandt kritikpunkterne.

Saudi-Arabien er det eneste land i verden, hvor kvinder fortsat ikke må køre bil, ligesom de først for få år siden fik lov at få et identitetskort med foto. Kvinder må dog fortsat ikke bevæge sig frit rundt i det offentlige rum uden tilladelse fra deres mænd.

SMS

Tophistorier

Hitter på Facebook