Danskerne kan se frem til flere dage og timer i arbejdstøjet med regeringens og fagbevægelsens planer om at stryge to af de 12 årlige helligdage. For landets funktionærer, der er på månedsløn, betyder det konkret, at de skal arbejde to dage uden økonomisk kompensation, mens timelønnede arbejdere kan nyde godt af ekstra dagsindtægter.

Og det skaber en skæv fordeling blandt lønmodtagerne, for funktionærerne ikke får samme økomiske kompentation på samme måde som de timelønnede, vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Aalborg Universitet Henning Jørgensen.

- Når det gælder arbejdsudbuddet, så er det klart, at det er lønmodtagerne generelt, der skal levere. Men når man tager helligdage, vil dem, der er på månedsløn, altså funktionærerne, ikke blive kompenseret på samme måde de timelønnede. Derfor er der selvfølgelig en problematik. Nemlig at der ikke er en klar fordelingspolitik, siger Henning Jørgensen.

Selvom funktionærerne formentlig kan se frem til en ny, aktiv arbejdsmarkedspolitik til gengæld for de ekstra arbejdstimer, har flere fagforbund udtrykt skepsis over udsigterne til flere arbejdstimer og mindre fritid. Det skyldes ifølge Henning Jørgensen, at arbejdstagernes fagforbund mener, man allerede har leveret til fællesskabet, mens arbejdgiverne har bidraget mindre.

- Man skal huske på, at man føler allerede, at man har betalt meget med lave overenskomstlønstigninger, reformen af efterlønnen og dagpengereformen. Så man synes, at det er uretfærdigt, hvis andre grupper herunder arbejdsgiver og direktører ikke også bidrager, siger Henning Jørgensen.

Også regeringens støtteparti, Enhedslisten, samt Venstre, de Konservative og Dansk Folkeparti er umiddelbart afvisende over for ideen om at afskaffe to helligdage i forsøget på at hente fire milliarder kroner til at øge arbejdsudbuddet.

Alligevel vurderer Henning Jørgensen, at det er sandsynligt, at planen bliver gennemført.

- Det er ikke alene en hurtig og nem måde at øge arbejdsudbuddet og de statslige indtægter på, men også måske også en blidere måde at gøre det på, end hvis lønmodtagerne selv skulle sige ja til mere arbejde over overenskomstforhandlingerne, siger Henning Jørgensen.

Beslutningen om hvilke helligdage, der i givet fald fjernes, skal vedtages i Folketinget, hvor mindst 90 mandater skal støtte en ændring.