Kritikken af den nye offentlighedslov er hysterisk og overdrevet, mener Jørgen Grønnegård Christensen, professor emeritus i statskundskab ved Aarhus Universitet.
Med utallige avisartikler, mere end 80.000 underskrifter og en demonstration foran Christiansborg virker kritikken mod regeringens nye offentlighedslov voldsom.
Men nu rykker Jørgen Grønnegård Christensen, mangeårige professor i statskundskab ved Aarhus Universitet, justitsminister Morten Bødskov (S) og regeringen til undsætning, skriver Berlingske.
»Den nye lov er ikke så sort og hvid, som man kan få indtryk af. Kritikken af loven er hysterisk og pustet voldsomt op af medierne. Men at regeringen overhovedet kan komme i defensiven i denne sag viser også noget om, hvor svækket regeringen er for tiden,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, der i dag er professor emeritus.
Han mener, at mediernes egeninteresse i sagen har skævvredet debatten.
»Det har præget mediedækningen, at medierne selv er parter. Det er rigtig godt, at medierne er kritiske og får fat i så meget information, som overhovedet muligt. Men det er ikke korrekt, når det hævdes, at et velfungerende demokrati står og falder med, at medierne har mulighed for at få aktindsigt i det grundlag i form af interne ministerielle dokumenter, som politikerne har til at træffe beslutninger ud fra.«
Jørgen Grønnegård Christensen henviser til lovens mest omdiskuterede paragraf, paragraf 24, der fremover kan betyde, at offentligheden ikke kan få aktindsigt i dokumenter og oplysninger, der udveksles mellem myndigheder i forbindelse med »ministerbetjening«.
Justitsminister Morten Bødskov har argumenteret, at politikere og embedsmænd har brug for et »frirum« til at udvikle politikken i og derfor også for fortrolighed i korrespondancen mellem ministeriet og styrelser. Kritikere har omvendt påpeget, at undtagelsen betyder, at offentligheden aldrig kan få indsigt i de vurderinger, der ligger til grund for lovforslag.
»Jeg mener, at diskussionen er fortegnet, og jeg synes, at Bødskov har argumenteret ganske klart om behovet for et fortroligt rum. Styrelserne er ganske tæt inddraget i forberedelsen af oplæg af den ene eller anden karakter. Det er ikke nyt, men det betyder mere i dag. Fortrolighedsrummet må i dag derfor også omfatte ministerierne og deres forskellige styrelser. Det hindrer på ingen måde journalister eller andre i at gå kritisk til lovgivningen og dens forudsætninger,« siger Jørgen Grønnegård Christensen.
»Det er vigtigt, at politikerne har mulighed for at forberede deres politik under rimelige vilkår uden udefrakommende forstyrrelser. Samtidig er noget af det, der kendetegner et ordentligt demokrati, at man kan træffe beslutninger. Hvis man lytter til kritikerne af lovforslaget, kunne man få indtryk af, at de informationer, der kommer fra styrelser, er meget håndfast dokumentation, som ikke står til diskussion, men det vil ofte være båret af skøn og vurderinger. Hvis man virkelig vil gå efter det grundlag, der bliver truffet politiske beslutninger på, så kan man både læse lovforslag og politiske forligstekster. Ved at gå kritisk til dem er der stadig masser af muligheder for at udfordre og kigge ind.«
Justitsministeren har samtidig fået kritik for ikke at ville give konkrete eksempler på, hvorfor den nye lov er nødvendig.
»Det er en helt urimelig kritik. Han har formuleret hypotetiske eksempler, som for eksempel en situation hvor Justitsministeriet har brug for Rigspolitichefens vurdering til en ny lov. Han er låst i den forstand, at han aldrig vil kunne argumentere konkret uden, at han dermed ville blive bragt i en situation, hvor man så kan tro, at ministeriet har noget at skjule i de konkrete eksempler,« siger Jørgen Grønnegård Christensen, der mener, at debatten om offentlighedsloven har afsløret en dyb modsætning mellem embedsmænd og medier:
»Ingen siger det højt, men det er et faktum, at adgangen til aktindsigt bruges langt mere af medierne om stort og småt i dag end tidligere. Der bliver trukket våd i masser af sammenhænge, og der er en vis irritation i centraladministrationen over den voldsomme belastning, som det giver. Det kan være en forklaring på den modsætning, der kan anes mellem embedsværket og medierne i denne debat.«
