Retoriker betegner Helle Thorning-Schmidts nytårstale som en socialdemokratisk tale med borgerlige budskaber

Hele nationen kunne være med, da statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mandag aften debuterede som nytårstaler. Hun kombinerede socialdemokratiske kerneværdier med ærkeborgerlige temaer, og dermed markerede hun sig som hele landets statsminister, mener retoriker Mathias Grüttner.

LÆS OGSÅ: 

- Det er faktisk endt med at være en rigtig vellykket tale. Den etablerer Helle Thorning over for en bred dansk befolkning, siger han.

Det socialdemokratiske kernestof er budskaberne om solidaritet og velfærd, mens der appelleres til de borgerlige med løfter om økonomisk omtanke, gode vilkår for erhvervslivet samt en tak til soldaterne i Afghanistan. 

LÆS OGSÅ:

- Det er noget, der vækker genklang blandt oppositionens vælgere. Til gengæld er det påfaldende, at statsministeren slet ikke kommer ind på røde mærkesager som klimaet, siger Mathias Grüttner, der er direktør i konsulentfirmaet Rhetorica, og tidligere taleskriver for Villy Søvndal. 

Flere kritikere har beskyldt talen for at mangle konkrete bud på, hvordan Danmark kommer ud af krisen. Men det savner retorikeren ikke.

- Der er rent faktisk ikke tradition for at kommer med klare politiske budskaber i nytårstalerne. Lars Løkke Rasmussens tale om efterlønsreformen i 2011 var en undtagelse, for normalt handler talerne om værdier frem for politik. Og her er Thornings tale fint i tråd med traditionen, siger Matthias Grüttner.

LÆS OGSÅ: 

Han roser også Helle Thorning-Schmidt for at bruge sin egen families historie til at tegne et billede af samfundets udvikling.

- Det er jo ikke noget nyt, for eksempel har præsident Obama gjort noget tilsvarende. Men det er en meget effektiv måde at komme ind på problemstillingerne på,

- Samtidig viser hun sig selv som et menneske, der udspringer af sunde værdier og som er pæredansk. Det er vigtigt i forhold til kritikken af hende som værende overklasse og internationalt orienteret, siger Matthias Grüttner.