Visse ting må man finde sig i som politiker, mener forsker i politisk kultur og protestaktivitet, Rene Karpantschof. Andre ting skal man aldrig acceptere. Går man over grænsen, kan det være et demokratisk problem.

»Én ting er, at politikere og andre, der ytrer sig i den offentlige debat, bliver mødt med råb, når de går på gaden. Det er nok inden for det, jeg vil sige, man skal finde sig i, når man er politiker. Men når det bliver truende, skal man ikke accptere det,« siger Rene Karpantschof, der også er ekstern lektor ved Københavns Universitet.

Søndag aften blev Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, udsat for et verbalt overfald af tre-fire unge mænd på en parkeringsplads ved en tankstation.

Og selvom det ikke er en behagelig oplevelse, er det blevet hverdag for mange politikere, forklarer Rene Karpantschof.

»Det er desværre meget udbredt. Især når det kommer til folk, der træder frem i den offentlige debat på kontroversielle områder som indvandring. Der er forbavsende mange, der har været udsat for chikane, hærværk eller lignende. Når man dykker ned i det, så viser det sig, at mange - hvis ikke alle - har oplevet det,« siger han.

»Når folk gør det, er det fordi, de føler sig provokerede. Deres følelser er helt ude på tøjet. De føler sig frustrerede, om det så er berettiget eller ej,« siger Rene Karpantshof og fortsætter:

»Det er ofte nogen, der synes, de problemer eller holdninger, de har, ikke bliver taget alvorligt. Det er nogen, der har en fornemmelse af, at når man spørger en politiker om noget, så svarer politikeren på noget andet. Mange føler, at de har svært ved at trænge igennem. Derfor føler de, at de lige så godt kan råbe ad politikeren på gaden, fordi politikeren alligevel lyver.«

»Der er ikke nogen fløje, der går fri. Det er både venstre- og højreorienterende og islamister, der kan stå bag. Der er også mange ’almindelige mennesker’, som ikke umiddelbart tilhører et miljø eller en gruppe, som kan skære dækkene op på et byrådsmedlems bil, fordi man synes, han eller hun har gjort noget dumt,« siger forskeren.

Kulturen med trusler og chikane opstod ifølge Rene Karpantschof i 1980’erne, hvor udlændingedebatten tændte gnisten blandt folket, der begyndte at sende flere dødsdomme og trusler rundt til politikerne.

»Der er lidt en arbejdsskade efterhånden, at der bliver råbt efter én. Men det er så at sige vilkårene. Når man ytrer sig i den offentlige debat, må man finde sig i, at nogen siger noget imod det,« siger han.

Men alt, hvor det går over i trusler - eller bliver til mere end truslen - er ikke noget, man skal acceptere. For det afholder måske nogen fra at deltage.

»Det kan være bekymrende. Det er meget kedeligt og uheldigt, at man som politiker ikke kan tage en diskussion, når man bevæger sig ud blandt borgerne,« siger Rene Karpantschof og slutter:

»Der skal ikke være noget, der forhindrer eller skræmmer folk fra at deltage i den offentlige debat. Heller ikke politikerne selv. Så når det går over grænsen, er det et demokratisk problem.«