Når et så stort antal personer står uden arbejde, bør man forlænge perioden for, hvor længe man må få supplerende dagpenge, mener ekspert.
Reglerne for supplerende dagpenge flugter ikke med den øjeblikke situation på arbejdsmarkedet herhjemme, og derfor er brug for at lave reglerne om.
Både arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet Bent Greve og AK-Samvirkes formand, Morten Kaspersen, anbefaler derfor et konjunkturbestemt loft for, hvor længe man må få supplerende dagpenge sideløbende med, at man har et deltidsjob.
I øjeblikket må man som ledig modtage supplerende dagpenge i 30 uger inden for en periode på 104 uger, mens man har et deltidsjob på maksimalt 30 timer om ugen.
Men det loft hænger ikke sammen med antallet af ledige, vurderer arbejdsmarkedsforsker og professor ved Roskilde Universitet Bent Greve.
- I den situation, vi er i nu, hvor rigtig mange mangler et arbejde, burde man forlænge perioden for, hvor længe man må modtage supplerende dagpenge. Så kan man forkorte den igen, når ledighedstallene ser lidt bedre ud, siger han.
Problemet er, at når man som ledig har opbrugt sin ret til supplerende dagpenge, kan det for mange ikke betale sig at tage et job på kun få timer om ugen - de kan simpelthen ikke leve af pengene.
Den økonomiske gevinst er større ved i stedet at få fulde dagpenge, og det er paradoksalt, når vikarbureauerne - som Berlingske skriver torsdag - mangler ledige til over 200 vikariater.
Den skævvridning kan man til dels undgå ved at lave dagpengeloftet fleksibelt, vurderer Bent Greve. Han foreslår en fast grænse for ledighedsprocenten, som skal indikere, hvornår loftet for supplerende dagpenge skal udvides, og hvornår det skal sænkes igen.
Formand for a-kassernes brancheorganisation AK-Samvirke, Morten Kaspersen, vil til gengæld have fjernet loftet helt - og gerne så hurtigt som muligt
- Reglerne er jo fuldstændig tåbelige. De blev lavet, mens der var højkonjunktur, men man må se i øjnene, at situationen ser helt anderledes ud i dag, så de bør ændres hurtigst muligt. Det har jeg også allerede nævnt over for beskæftigelsesministeren, siger han.
- Jeg oplever mange a-kassemedlemmer, der får tilbudt arbejde på nedsat tid, men som har brugt deres ret til supplerende dagpenge. De kan jo ikke leve af et job på eksempelvis ti timer om ugen, og så bliver de nødt til at sige nej til det for i stedet at modtage fulde dagpenge. Det er jo en kæmpe skævvridning, og det er derfor, jeg foreslår, at loftet skal fjernes, siger han.
Det har torsdag ikke været muligt at få en kommentar fra beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S), men fra de Radikales arbejdsmarkedsordfører Nadeem Faroq er beskeden klar:
Det skal ikke være nemmere for de ledige at få supplerende dagpenge. Tværtimod skal rådighedsreglerne snarere strammes, så ledige altid siger ja tak til et vikarjob, selv om det i første omgang betyder, at de kan miste dagpenge, når jobbet slutter igen.
- Det er vigtigt, at jobcentre og a-kasser opmuntrer de ledige til at tage job, også vikarjob. Og det er uholdbart, hvis nogle a-kasser som beskrevet i Berlingske i dag nærmest taler de ledige fra at tage et vikarjob. Derfor skal der en holdningsændring til, siger Nadeem Faroq.



