Kommunalforsker Roger Buch forudser, at regionsrådsformand Carl Holsts exit kan betyde dødsstødet for regionerne.

Venstremanden Carl Holsts (V) planer om at stille op til næste folketingsvalg kan varsle et opgør med regionerne.

Forsker i kommunal- og regionalpolitik Roger Buch spår regionerne en usikker fremtid, hvis Carl Holst efter næste folketingsvalg rykker ind som minister i en mulig Venstre-ledet regering.

»Han har i den grad stået som regionernes mand. Han har været en ubehagelig person at have som forsvarer af regionerne, fordi han har nydt så stor opbakning i særlig Sydjylland. Det bliver en stor fordel, hvis man kan få ham ind på regeringsbænken,« siger Roger Buch til jv.dk.

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen (V) - arkitekten bag kommunalreformen i 2007 - har tidligere talt om at fjerne regionerne, men forud for sidste års kommunalvalg sagde han, at det var der alligevel ingen grund til.

Partiets politiske ordfører, Inger Støjberg (V), sagde for nylig til Berlingske, at hun ikke vil lægge sig fast på det ene eller det andet, men nøjes med at slå fast, at regionernes fremtid bestemt skal diskuteres.

Berlingskes politiske kommentator, Thomas Larsen, påpeger, at Venstre endnu har til gode at melde sin officielle holdning til regionerne ud. Hvis partiet tilslutter sig forslaget om at skrotte regionerne, spiller Carl Holsts forsvar for regionerne ingen rolle, mener Thomas Larsen.

»Det kan selv han ikke bremse, selv om han nok vil argumentere kraftigt imod,« siger Thomas Larsen til jv.dk.

På Christiansborg kommer Socialdemokraternes kommunalordfører, Simon Kollerup (S), med denne stikpille til sin måske kommende folketingskollega:

»Jeg synes, det har været en tankevækkende zig zag-kurs fra Venstre, hvad angår regioner og vores sundhedsvæsen. Det bliver spændende at få Carl Holst i Folketinget, så kan vi måske få en klar linie. Jeg håber da, at Carl Holst allerede nu vil byde ind på, om han gerne ser regionernes overlevelse, eller om han mener, Venstre skal lukke dem,« siger Simon Kollerup til Berlingske Nyhedsbureau.

Hovedpersonen selv, Carl Holst, siger, at regionerne skal bestå, indtil der er fundet et bedre alternativ.

»Vi mangler et svar på, hvad der skal komme i stedet, og det standpunkt tager jeg med på Christiansborg,« siger Carl Holst til jv.dk.